Stor interesse for forskningsprojekt om kiropraktisk behandling af børn med hovedpine
Det 2-årige forskningsprojekt i Nordjylland, hvor kiropraktor Susanne Lynge i samarbejde med børnelæge Olav Bennedbæk og forskere fra Syddansk Universitet undersøger effekten af kiropraktisk behandling på børn med hovedpine er godt i gang. Der er en stor interesse for at deltage i projektet, og det vil være muligt at deltage indtil efteråret 2017.
Projektet søger børn i alderen 7-14 år, som har lidt af hovedpine i over ½ år og som har hoved-pine flere gange om måneden. Deltagelse i projektet foregår på 2 klinikker, nemlig ”Kiropraktisk Center og Børneklinik Brønderslev” samt ”Børneklinikken” v/Olav Bennedbæk i Aalborg. Projektleder og behandler i projektet er kiropraktor Susanne Lynge, som udover at have arbejdet med børn og hovedpine i 30 år, ligeledes har en Masters of Science i pædiatri. Hvert barn deltager i 4 måneder.
I projektet modtager børnene og deres forældre hver uge en sms, hvor de indrapporterer antal af hovedpiner i ugens løb, samt styrke af hovedpinerne og pilleforbrug. Dette har vist sig at være en god måde at registrere børnenes hovedpiner på og vil senere blive brugt, når resultaterne skal analyseres.
Dette forskningsprojekt er økonomisk finansieret af Fonden til Fremme af Kiropraktisk Forskning og Klinisk Biomekanik og Hovedpine og Migræneforeningen har støtte projektet økonomisk også. Al deltagelse er gratis for børnene og hvis man ønsker at deltage, så kan man kontakte projektet ved at skrive til sl@kiropraktiskcenter.dk eller ringe på tlf: 53 82 25 44.
”I projektet deltager børn i alderen 7-14, og der er lige nu en bred fordeling i hele gruppen, hvor vi ser lige mange drenge og piger, som henvender sig. De fleste af de børn, som deltager lige nu, har lidt af hovedpine længe og flere af dem har oplevet, at det forstyrrer i deres skoletid, og at de må aflyse sport og fritidsaktiviteter pga. hovedpine. Der er også mange af deltagerne, som har et forbrug af håndkøbsmedicin for hovedpine, som de er kede af”, fortæller Susanne Lynge.