Politik for samarbejde med sponsorer
Hovedpineforeningen er en uafhængig patientorganisation, hvis mål er at støtte personer med hovedpine og migræne, skabe opmærksomhed om lidelserne og sikre uvildig information om behandling og forebyggelse.
Hovedpineforeningen ønsker og værdsætter et samarbejde med sponsorer, herunder medicinalindustrien, når det kan bidrage til opfyldelsen af foreningens mål. Samtidig lægger foreningen stor vægt på at bevare sin fulde uafhængighed og integritet.
Derfor gælder følgende principper for samarbejdet med sponsorer:
Alle sponsoraftaler indgås af Hovedpineforeningens bestyrelse.
-
Uafhængighed og integritet
-
Hovedpineforeningen er fuldt ud uafhængig i forhold til sponsorer. Sponsorer kan og må ikke påvirke eller diktere foreningens holdninger, anbefalinger eller aktiviteter.
-
-
Ingen krav om modydelser
-
Et sponsorat fra Medicinalindustrien indebærer aldrig krav om, at Hovedpineforeningen reklamerer for specifikke produkter, ydelser eller virksomheder. Foreningen kan vælge at anerkende sponsorer åbent, men dette skal altid ske på en neutral og upartisk måde.
-
-
Transparens og åbenhed
-
Alle sponsorater og samarbejdsaftaler offentliggøres på Hovedpineforeningens hjemmeside, herunder størrelsen af støtten, formålet med sponsoratet og sponsorens navn. Sponsoraftalerne vil løbende være tilgængelige for offentligheden.
-
-
Etiske overvejelser
-
Hovedpineforeningen vurderer løbende etikken i sponsorater og forbeholder sig retten til at afvise eller opsige aftaler, der vurderes at være i konflikt med foreningens værdier, formål eller integritet.
-
-
Klare aftaler
-
Ethvert samarbejde med sponsorer formaliseres gennem skriftlige aftaler, hvor disse principper klart fremgår.
-
-
Særligt gældende for sundhedsuddannede i bestyrelsen, der som en del af deres daglige arbejde i sundhedsvæsenet f.eks. kan blive bedt om at undervise sundhedsansatte finansieret af lægemiddelindustrien:
-
Vi betragter disse aktiviteter som adskilt fra Hovedpineforeningen, da disse aktiviteter ikke er i kraft af deres frivillige rolle i patientforeningen, men i kraft af deres øvrige arbejde.
-
I dette arbejde, vil de sundhedsuddannede bestyrelsesmedlemmer være underlagt det Etiske Nævn for Lægemiddelindustriens regler for samarbejde mellem industrien og sundhedsvæsenet (link nedenfor).
-
Vi henviser i øvrigt til øvrige relevante retningslinjer på området, såsom Etiske retningslinier for samarbejde mellem lægemiddelindustriens og patientforeninger, samt etisk-naevn-for-laegemiddelindustrien-september-2016.pdf.
Vedtaget af Hovedpineforeningens bestyrelse, 2. september 2025