MEDLEMSHISTORIE:
Yin-yoga fik min krop til at glemme hovedpinen for en stund
Meditation, åndedrætsøvelser og kontroltab var ingredienser i den opskrift, der gav mit sind og min krop en velfortjent pause.
Duften af timian fylder yoga-studiet Grandmas Living Room, der, som navnet antyder, har en hyggelig, hjemmelig atmosfære. Her kamuflerer grønne planter den ene væg, mens soundtracket til Twin Peaks understreger, at de næste toenhalv time skal bruges på at komme ned i gear.
”Kunne I tænke jer lidt snacks?” spørger Katja Bejlegaard, som i dag underviser i yin yoga mod hovedpine og migræne.
På de stribede plankegulve er der arrangeret tre yogamåtter med yogablok, tæppe og øjenpude. Jeg og de to øvrige gæster tager plads, mens vi får serveret kombucha, rosiner, mandler og te med timian, citronmelisse og lavendel.
”Yin-yoga adskiller sig fra andre yogaformer ved, at vi er mere afslappede og typisk er i hver stilling i 3-10 minutter. På den måde hjælper yin-yogaen os til at afspænde, så der kommer ro på nervesystemet,” siger Katja Bejlegaard, der selv har været sygemeldt med stress og hovedpine – ligesom jeg selv.
Hun tilføjer, at yin-yoga langt fra er en mirakelkur, der kan få hovedpine til at forsvinde med det samme, men at yoga kan have en positiv effekt, hvis vi har en regelmæssig praksis.
”Tanken med yoga er at vende fokus indad i stedet for udad, så du får et liv, hvor du er mere i balance. Når du er bevidst om, hvor dine grænser går, kan du undgå at blive presset helt der ud, hvor du får spændings-hovedpine eller migræneanfald,” forklarer hun.
