Af journalist Anna Franziska

Klokken er 20, og jeg er til fødselsdag. Jeg har været her i nogle timer og kan mærke, at mit hoved ikke kan holde til mere. Jeg rejser mig op og finder trods hovedpine og stor mave balancen. Jeg siger farvel og tak og bliver mødt af en overflod af velmenende kommentarer.

”Jeg var også virkelig træt, da jeg var gravid.”

”Det er bare om at passe godt på sig selv, når man er gravid. Hjem i seng med dig.”

”Åh ja, en graviditet kræver utrolig meget energi.”

Jeg nikker pænt og anerkendende og tager imod deres misforståede forsøg på imødekommenhed. For det er ikke på grund af min graviditet, at jeg altid går tidligt fra selskaber. Det er på grund af min hovedpine. Den har jeg haft siden februar 19, og jeg har siden dengang altid trukket mig tidligt fra sociale arrangementer. Det er der ikke noget nyt i. 

Men forskellen er nu, at min graviditet udgør en synlig ”skavank”, som folk kan forholde sig til – og det har faktisk gjort det langt nemmere at være hovedpineramt. Jeg møder ikke længere uforstående blikke, og jeg føler ikke længere, at jeg skal finde på dårlige undskyldninger om, hvorfor jeg går. Det bedste af det hele er dog, at jeg ikke møder kommentarer som ”ej, hvorfor går du allerede?”, så jeg bliver nødt til at gentage min ultimative joy-killer om, at jeg jo har kronisk hovedpine.

Det er kort fortalt en kæmpe omvæltning at gå fra at have en usynlig sygdom til at have en meget synlig graviditet. Og jeg elsker det. Faktisk så meget, at jeg ikke ved, hvad jeg gør, når min graviditet ikke længere kan retfærdiggøre min hovedpine.