MEDLEMSHISTORIE:

Hovedpinehistorie: "Jeg blev forladt 10 dage før fødslen"

Hovedpinehistorie: "Jeg blev forladt 10 dage før fødslen" (copy)

Yvonne Pedersen, 65 år
Kronisk migræne

Jeg har haft kronisk migræne siden 1982, hvor det begyndte efter min søns fødsel. På det tidspunkt var jeg 26 år.

Jeg blev forladt 10 dage før fødslen på grund af utroskab og stod så alene med min søn, hvor faren valgte os begge fra. Jeg ved ikke, om det var stress, der udløste min migræne.

I de første mange år kom lægen og gav indsprøjtning med morfin under mine anfald. Jeg lå somme tider syg med migræne i op til 14 dage om måneden, mens jeg var alenemor.

Efter nogle år blev morfin afløst af London-kur (panodil og stesolid, primperan). Men jeg fik desværre vand i lungerne af primperan, og jeg blev hurtigt indlagt.

Igennem årene har jeg prøvet en masse forskellige former for medicin fra hovedpineklinikken i Glostrup.

Min migræne sidder i højre eller venstre side, og når anfaldene står på, er jeg meget overfølsom overfor lys og lyd, og jeg har oftest kvalme. Et anfald kan svinge mellem 2-5 dage.

Nogle gange kan jeg mærke, når et anfald er på vej – jeg begynder at snakke baglæns eller vrøvle, og somme tider får jeg også mere energi dagen før et anfald.

På grund af fibromyalgi og slidgigt har jeg desværre også meget spændingshovedpine, og den kan også sætte et migræneanfald i gang.

Jeg er nu efter 39 år stadigvæk ramt meget af migræne, så jeg håber, at der meget snart er noget, der kan hjælpe mig, så jeg og min familie kan få mere tid sammen.

Støt eller bliv medlem