Referater fra møderne for børn og unge

Aalborg d. 7.2.

Referat af Hanne Johannsen

I Aalborg var der over 50 fremmødt både børn, unge og forældre deltog. Her var det også muligt at deltage i et forskningsprojekt hos kiropraktor Susanne Lynge.

Susanne indledte med at fortælle om hendes arbejde med børn lige fra små nyfødte der havde kolik fordi de havde ligget forkert eller blevet taget med sugekop og havde haft en hård fødsel. Efter få behandlinger kunne dette afhjælpes. Hun har mange børn der kommer med hovedpine og de fleste af dem kan hun hjælpe. 

Tal fra sundhedsstyrelsen viser at 16.600 børn i alderen 2-16 år er blevet behandlet af en kiropraktor i 2007-2008. Hovedpine var den 2. hyppigste årsag til at de henvendte sig.

Derfor har Susanne sammen med børnelæge Olav Bennedbæk besluttet sig for at lave et forskningsprojekt for at afdække effekten af kiropraktisk behandling på børn i 7-14 års alderen, som har lidt af tilbagevendende hoved-pine i mindst et halvt år. Projektet forventes at løbe i 2 år.

Susanne fortalt, at hun ofte kunne se når et barn kom til hende, at der var skævhed i kroppen. Hun opfordrede til, at sidde så man kunne kigger ligefrem i skolen under undervisningen og ikke sidde så man skal dreje hovedet skråt, derved kan man få nakkeproblemer, som så igen kan give hovedpine. Ligeledes frarådede hun at ligge på sofaen med sin tlf. eller iPad - derved kan der også komme et knæk i nakken, som kan udløse hovedpine. Hun anbefalede også, at børn fik en ordentlig hovedpude der giver god støtte.

Børnelæge Olav Bennedbæk fortalte om mange børn der kom med mavepine, hovedpine, astma og allergi, som så ofte gav børn hovedpine. Når børn har hovedpine, tager de dem ofte til maven, da hovedpinen kan starte ved at maven går i stå og de får kvalme - nøjagtig som ved voksne. Derfor kan det også være svært for forældre at opdage, at barnet har hovedpine. Som regel går det over ved mindre børn, når de får ro og hvile. Mange børn kan have vinterastma som giver hovedpine og det samme med allergi.

Bennedbæk har undersøgt 580 børn for hovedpine og fundet ud af at de fleste manglede jern. Derfor var hans råd: ingen mælk om aftenen, mælk tager jern ud af kroppen. 80% blev hovedpinefri. Så drik vand til aftensmaden og højst ½ l mælk om dagen. Man skal give børn og unge med hoved- og mavepine en D-vitamintablet på 25 mg om morgenen og så ingen multivitamintablet. 

Det er stadig muligt at være med i forsøget hos kiropraktor Susanne Lynge. Hun vil dog gerne have unge i 13-14 års alderen, da hun har modtaget en del af de helt unge. I kan kontakte Susanne på mail sl@kiropraktiskcenter.dk eller I kan ringe på tlf. 53822544.

Aarhus d. 8.2. 

I Aarhus var der desværre ringe tilslutning, der deltog 9. Vi havde fået en del afbud pga. sygdom. Her var alderen også fra 14-25 år, det er måske den aldersgruppe der er svær at ”fange” - måske skulle vi holde foredraget ude på skolerne næste gang. Statistikken siger jo der er ca. 82.000 unge mellem 16-25 år der lider af migræne og hovedpine.

Læge Britta Weyer havde lavt et fint materiale, som alle fik med hjem. Britta fortalte om vigtigheden af en god dagsrytme med søvn, spis og drik ordentligt, hold formen, pas på din holdning og styr din stress eller gå til afspænding, psykolog, yoga, massage m.m.. Vigtigt - at det ikke bliver kronisk.

Migræne er en neurologisk sygdom, som kan være arvelig og som ofte overlappes med spændingshovedpine. Hun fortalte at migræne ofte har sammenhæng med søvngænger, ”night terror”, transportsyge og kolik ganske interessant, måske nogle forældre her kan se et mønster i både børns og egen migræne.

Migræne rammer ca. 10% af børn og unge. 8% drenge og 23% piger på 17 år har formentligt prøvet mindst et anfald. Der er flest drenge der har det før puberteten. Flest piger efter (hormoner). Ca. 10 % har migræne med aura (synsforstyrrelser).

Britta fortalte vigtigheden af at føre dagbog med sine anfald også et godt værktøj for læger, så denne kunne se hvor mange anfald man har haft, og om der skulle sættes ind med forebyggende medicin. Ofte har man megen kvalme før anfald, her anbefales kvalmestillende medicin ellers hjælper anfaldsmedicinen ikke så godt, da maven ofte går i stå ved migræneanfald. Få undersøgt blodtryk, og om man har D eller Jernvitamin mangel. Britta anbefalede også, at man tog magnesium 500 mg B2 vitamin 400 mg og Q 10 da dette ofte har en god virkning. 

Hovedpine og migræne hos børn og unge

Referat af Laila Bendix

Overlæge Susanne Munck Klansø fra Herlev Hospital fortalte om børn og hovedpine. Her følger et referat skrevet af bestyrelsesmedlem Laila Bendix som hørte foredraget med sin 14-årige søn og fik meget med hjem

Hovedpine er et stort problem blandt unge. 8% af unge har migræne, hver fjerde unge har spændingshovedpine. Det gør hovedpine til den hyppigste årsag til sygefravær og nedsat livskvalitet. Faktisk påvirker det at have hovedpine de unges livskvalitet mere end det at have en kræftsygdom.  

Så hovedpine skal tages alvorligt.

Susanne Munck Klansø fremhævede at det er vigtigt at vide hvad man fejler. Lægen kan hjælpe med at stille den rette diagnose og udelukke at der er noget farligt (det er der heldigvis meget sjældent). Men det er også vigtigt at man forstår hvad der foregår. Derfor beskrev hun lidt nærmere om de to hyppigste typer af hovedpine:

• Spændingshovedpine 

Beskrives som bånd om hovedet, der sidder og trykker. Årsagen mener man skyldes en øget sensibilisering af nervebaner og formentlig en ændring af smerteoplevelsen i musklerne i skulder/nakkeregion og tinding. 

• Migræne

Anfald er ofte ensidige, men kan være dobbeltsidig hos børn. Anfaldene varer hos børn 1-72 timer og er ledsaget af kvalme og opkast samt lys- og lydfølsomhed. Anfaldet foregår i hjernens kar og hjernehinder, hvor der frigives forskellige stoffer, der aktiverer smertereceptorer i hjernehinder og kar.

Årsagerne er mange, men hos børn og unge er det vigtigt at have fokus på om hovedpinen skyldes triggerfaktorer. Børn og unge lever med mange triggerfaktorer. For at illustrere dette præsenterede Susanne nogle cases fra klinikken hvor dårlig søvnmønster, stress i det sociale liv og skole, for meget PC spil og overforbrug af håndkøbsmedicin var medvirkende årsager til hovedpinen. 

I Herlev har de meget fokus på børnenes holdning, da en ubalance i nakkemuskulaturen kan medvirke til både spændingshovedpine og migræne. Noget andet de har fokus på er at børn sover alt for lidt. Børn skal have omkring 9 timers søvn.

Generelt kræver behandlingen motivation og støtte. Den unge skal vide hvorfor noget skal ændres og at det tager tid, og forældrene er ikke altid de bedste til at hjælpe. De er ofte frustrerede og nervøse. Derfor er det vigtigt at forklare hvad der er på spil. Susanne Munck  Klansø fortalte om retningslinjerne for behandling:

• Spændingshovedpine 

Forklare at der ikke er noget alvorligt galt

  • Triggerfaktor sanering (dårlig holdning, søvn, stress m.m.)
  • Fysioterapeut aktiv træning
  • Lær afspænding
  • Smertestillende Panodil og ipren
  • Forebyggende ved kronisk hovedpine kan evt. være amitriptylin 

• Behandling af migræne

OBS på om der også er spændingshovedpine 

Triggerfaktorer sanering (søvn, spændinger, stress, kost m.m.)

Afspænding, ikke massage – da massage kan udløse migræne

Medicinsk kan anvendes ipren og Panodil, evt triptaner, og motilium ved kvalme 

Målet er smertefrihed efter 2 timer

Forebyggende er primært sibelium 

Smerte kan være svær at forstå. Og der er forskel på akut og kronisk smerte. Susanne Munck Klansø viste en youtube film der rigtig fint beskriver dette og som det kan anbefales at se. Den hedder ”Forstå smerte og hvad der er at stille op” og kan findes her

Aftenens sidste råd: Brug sund fornuft, men underkend ikke dit barns smerte.