Vi er bare to mennesker tilbage, hvor vi før var en meget stor forening problemet dengang var at, næsten ingen ville påtage sig at være aktive i hjælpefasen, derfor besluttede jeg som stifter at vi bare skulle være en gruppe, der udelukkende tog vare på de mennesker der har brug for vores hjælp. Og det viste sig at være rigtig mange, vi har begge to rigtigt meget at se til. Ikke mindst fordi systemet er blevet meget trægt, en ganske almindelig sygedagpengesag kan nemt tage op til 6-8 år, jeg har haft enkelte der har taget 10 år før afslutningen faldt, mange gange har det været og er en kamp. At være syg er i dag ikke en menneskeret, det er næsten kriminelt og er man så ”uheldig” at man har en ægtefælle, så kan straffen blive meget hård, nemlig hjemsendelse uden penge på gensidig forsørgelse.

Tusindvis af mennesker mister hver dag deres forsørgelse, udelukkende grundet sygdom, og efter en rutschetur gennem systemet, med bunker af speciallægeerklæringer, aktiveringer, arbejdsprøvninger helt op til 11 gange har jeg været udsat for, med en af de borgere jeg har hjulpet, men det bliver borgeren altså ikke rask af, tværtimod, ofte kommer der i slutningen af en sådan sag psykiske problemer til også, det enorme pres jobcentre udsætter borgerne for, den mistænkeliggørelse og den evigt dårlige samvittighed borgeren har overfor sin familie og tanken om ikke mere at kunne yde til samfundet, gør at mange ender i det psykiatriske system.

Hvem af de mennesker der sidder og lovgiver eller tolker den lov der findes, har prøvet feks. at være plaget af hovedpine og andre smerter,og passet et arbejde, ingen, vover jeg at påstå, De kommunale  socialrådgiver, socialformidlere, beskæftigelseskonsulenter som ofte gør sig umage, men bremses af et væld af teams i det kommunale regi er alt for dårligt klædt på i mange sager, man tolker loven i stumper og stykker. De borgere der søger hjælp til at komme på arbejdsmarkedet igen efter en sygeperiode, eller de borgere der ikke kan fungere mere på arbejdsmarkedet skal altså ruste sig godt før de træder over tærsklen i jobcentrene, her serveres kun ”hård konfekt”, oplyses ofte om pligter, men sjældent om rettigheder.

For sagsbehandlerne gælder det om at få borgerne ud af systemet så hurtigt som muligt,  efter 52 uger på sygedagpenge og en eventuel forlængelse på 39 uger, tja så er borgere efter jobcentrenes udregninger ikke syge mere, de skal altså bare i arbejde, men hvor?? Nogle er heldige at få tildelt et flexjob, men det bliver der også skruet ned på og en førtidspension er meget vanskelig at få, her skal man næsten være terminalpatient, derfor skubbes mange ud på kontanthjælp, forudsat de ikke er gift, så træder den gensidige forsørgelse i kraft og det uanset om den syge har været en god og ansvarsfuld arbejdskraft i et langt liv.

Efter min mening er varighedsbegrebet i sygedagpengeloven det aller værste vi har, denne sygedagpengelov er ikke skrevet for syge mennesker, ingen og absolut ingen kan, selv den dygtigste  læge forudse hvor lang tid en sygdomsperiode bliver og er du alvorlig syg og bliver behandlet for en meget slem sygdom, ja så er 52 uger ikke lang tid. Jeg synes det er et flot initiativ at danne foreninger omkring de forskellige sygdomme, alle mennesker har brug for opbakning og brug for at blive ”samlet op” når nederlagene rasler ind fra systemets side, men det er et meget stort arbejde, det der med frivilligt arbejde og det allerværste er at man ikke kan få stoppet igen, når ens eget helbred og alderen er ved at sætte grænser. 

Denne artikel skal ikke give udtryk for at alle de socialrådgiver der sidder i jobcentrene ikke kan deres arbejde, der findes virkelig flest gode socialrådgivere, men de er presset i deres arbejde af en hel hær af uforstående politikere og, mange gange forvaltningschefer som skal have den skrantende økonomi overalt til at hænge sammen. Men jeg mener de syge betaler en høj pris og det ville jeg gerne være med til at ændre.

Rådgiver & bisidder OSF-SYD
Inge Refshauge

Se mere på: www.osf-syd.dk