Motivation som grundsten i behandlingen af medicinoverforbrugshovedpine

Skrevet af: Louise Schlosser Mose, Sygeplejerske, Cand.scient. San, ph.d.-studerende, Neurologisk afdeling, Hovedpineklinikken, Sydvestjysk Sygehus/Institut for Regional undhedsforskning, Syddansk Universitet.

Medicinoverforbrugshovedpine (MOH) har ofte store konsekvenser i en travl hverdag. Et hyppigt medicinindtag kan være én måde at håndtere hovedpinen på, og for mange kan det desværre ofte ende med, at medicinen og et overforbrug heraf, bliver en af årsagerne til hovedpinen. Med ph.d.-projektet ønsker vi at se nærmere på, om en patientuddannelse, hvor vi med udgangspunkt i patienternes motivation, kommer frem til brugbare redskaber for den enkelte til håndtering af hovedpinen.

Hovedpinepatienter, der hyppigt tager analgetika, har potentielt risiko for at udvikle MOH. MOH er en kronisk hovedpinesygdom, der oftest slører og overskygger en eksisterende primær hovedpinesygdom såsom migræne eller spændingshovedpine [1]. Behandlingen består blandt andet af et ophør med det pågældende medicinske præparat. Det medicinske ophør kan dog ikke stå alene, da mange MOH patienter så oplever et tilbagefald, når hverdagens udfordringer igen skal håndteres. For at reducere tilbagefaldsraten, suppleres det medicinske ophør hyppigt med et tværfagligt behandlingstilbud[2].

Aktuelt er der ingen entydig dokumentation for, hvad de tværfaglige behandlingstilbud skal indeholde for bedst at imødekomme patienternes behov. Der er dog gennem de senere år kommet mere fokus på psykologiske og adfærdsmæssige aspekter i forbindelse med behandling af MOH[3]. Patientuddannelse kan f.eks. være et behandlingstilbud, hvor der arbejdes på at opnå færre dage med hovedpine eller at give patienterne redskaber til bedre at kunne leve med hovedpinen. I ph.d.-projekt anvendes kommunikationsteorien Motiverende Samtale, som er en samtaleteknik, hvor motivation til adfærdsforandring er i centrum. I den motiverende samtale teori skal motivation til forandring være funderet i patienten selv, og ønsker og ideer til forandring skal italesættes af patienten. Patientuddannelse, med fokus på patienternes egen motivation til forandring, kan være en vigtig del af behandlingsforløbet for MOH patienter for at undgå tilbagefald. Motivation som omdrejningspunkt i kommunikation har tidligere været anvendt med succes i forbindelse med blandt andet livsstilsændringer og rygestop. I dette forskningsprojekt ønsker vi at vurdere på effekten af at tilpasse et uddannelsesforløb til MOH patienterne med motiverende samtale som sundhedspædagogisk kommunikationstilgang.


Hvordan foregår patientuddannelsen?
 

Projektet udføres i samarbejde med Hovedpineklinikken og Neurologisk afdeling, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg. Alle patienter, der er med i projektet, er tilknyttet Hovedpineklinikken, og de er mellem 18-65 år og dansktalende. Ydermere er alle patienterne ophørt med brug af det præparat, der forsagede MOH forud for inklusion i projektet. Projektet er designet som et randomiseret kontrolleret studie (lodtrækningsforsøg), hvor patienterne via lodtrækning modtager enten standardforløb eller standardforløb + patientuddannelsestilbuddet. På den måde bliver vi i stand til at måle effekten af tilbuddet om patientuddannelse op mod det eksisterende tilbud-standardbehandlingen. Patienterne er med i projektet 36 uger og svarer på spørgeskemaer tre gange; når de inkluderes i projektet, efter 16 uger og slutteligt 36 uger efter inklusionen. Spørgeskemaerne indbefatter en personlighedsprofil, spørgeskema om betydning af hovedpine for hverdagen, spørgeskema om fysisk aktivitetsniveau, patienttilfredshed, copingstrategier, samt antal hovedpinedage og hovedpineintensitet.


Standardbehandling
 

Standardbehandlingen indebærer at patienterne, en måned efter ophør med det medicinske præparat der forsagede det medicinske overforbrug, indkaldes til opfølgende samtale ved enten neurologisk læge eller hovedpinesygeplejerske. Herefter indkaldes patienten til konsultationer ved neurologisk læge cirka hver tredje måned og hos hovedpinesygeplejerske cirka hver tredje måned. I mellem konsultationerne har patienterne mulighed for kontakt til hovedpinesygeplejerskerne telefonisk eller på mail.


Patientuddannelse

Udover standardbehandling modtager patienterne, der ved lodtrækning skal modtage patientuddannelsesforløbet, seks uddannelsessessioner. Patientuddannelsen tager udgangspunkt i teori om motiverende samtale. Motiverende samtale er en evidensbaseret samtalemetode, der er udviklet i 1980’erne af de to psykologer Miller og Rollnick. Ved motiverende samtale arbejdes der med udgangspunkt i patientens situation, samt patienternes ønsker for fremtiden. Der tages således udgangspunkt i, hvilke forandringer patienten selv er motiveret til [4, 5]. Uddannelsessessionerne foregår enten i grupper af 5-8 deltagere eller som samtaler mellem patienten og hovedpinesygeplejersken. Patienterne, der skal deltage i patientuddannelsestilbuddet, får lov at bestemme om de ønsker uddannelsen i en gruppe med andre MOH patienter eller som en-til-en samtale. Den teoretiske ramme med motiverende samtale er ens for begge uddannelsesformer, så indholdsmæssigt får patienterne den samme patientuddannelse, men de må vælge, om de får uddannelsen i grupper eller individuelt. Patienterne modtager uddannelsessessioner hver 14. dag gennem 12 uger. Uddannelsen varetages af Hovedpineklinikkens sygeplejersker og fysioterapeut. De seks sessioner indeholder temaer relateret til den kommunikative ramme og dækker områder som: Viden om MOH, udfordringer ved at ændre vaner omkring medicinindtag, håndtering af følelser omkring ambivalens ved ændring af adfærd omkring medicinindtag, ressourcer til at undgå tilbagefald til MOH, livsværdier og ønsker om fremtiden, samt en fremadrettet plan for at undgå MOH.


Status på projektet

Projektet er i gang med de sidste patientuddannelser, og afsluttes 1. oktober 2018. I foråret 2018 vil dataindsamlingen fra patienternes spørgeskemaer være fuldendt, og resultaterne kan analyseres.

 

Referencer
1. Munksgaard, S.B., L. Bendtsen, and R.H. Jensen, Detoxification of medication-overuse headache by a multidisciplinary treatment programme is highly effective: a comparison of two consecutive treatment methods in an open-label design. Cephalalgia, 2012. 32(11): p. 834-44.
2. Rossi, P., et al., A narrative review on the management of medication overuse headache: the steep road from experience to evidence. J Headache Pain, 2009. 10(6): p. 407-17.
3. Grazzi, L. and G. Bussone, What future for treatment of chronic migraine with medication overuse? Neurol Sci, 2011. 32 Suppl 1: p. S19-22.
4. Miller WR, R.S., Motivational interviewing. 3.ed ed. 2013, New York: Guilford press.
5. Miller WR, R.S., Motivational interviewing. Preparing people to change addictive behavior. 1991, New York: Guilford press.