• Information
  • Artikler
  • ”Det er følelserne, jeg tegner, for de her ting kan man jo ikke gå og sige højt”

”Det er følelserne, jeg tegner, for de her ting kan man jo ikke gå og sige højt”

På nul komma fem gik billedhugger Kristian Dahlgaard fra at benægte til at acceptere sin hovedpine. Vreden og frustrationen findes dog stadig i hans værker.

Af journalist Anna Franziska

Efterårets blade blæser ind ad garageporten til værkstedet på Amager. Billedhugger og tegner Kristian Dahlgaard træder forsigtigt over et værk bestående af forskellige ståldele, der tilsammen ligner en blød, vandret knude.

”Her er skam orden i sagerne,” siger han og referer til arbejdsbænken, hvor skitser, skruetvinger og metaldele umiddelbart ligger hulter til bulter. Under bænken tårner sig et lille bjerg af metalspåner, mens et par gamle kaffekopper trænger til en opvask.

”Jeg elsker alt ved mit arbejde. En af de bedste ting er, at jeg ikke har en chef, der går og tæller sygedage. Jeg kan tage de pauser, min krop har brug for, og indrette mit arbejdsliv derefter,” siger han med en nordsjællandsk dialekt, der står i kontrast til værkstedets kaotiske udtryk.

Kristian Dahlgaard har hovedpine omkring ti dage om måneden. Det begynder som regel med spændinger i nakken, der langsomt kravler sig om bag øjnene.

”Smerterne kan beskrives som et løvegab, som bider sig fast om mit hoved. På hovedpine-dage kan jeg lave håndværkerarbejdet til mine værker, men jeg kan ikke tænke en kreativ tanke.”

I begyndelsen kom hovedpinen som deciderede migræneanfald. I dag er smerten ikke så voldsom, og Kristian Dahlgaard kan for det meste tage toppen af hovedpinen med smertestillende medicin.

 

”Jeg havde nok bare tømmermænd”

I starten af 00’erne rimede Kristian Dahlgaards weekender ofte på alkohol og sene nattetimer.

”Min kone og jeg har altid holdt af at feste,” siger han med et smil, der understreger at han er mindst lige så meget hopla i festligt lag, som når han tusser rundt i værkstedet.

”Da jeg var omkring 45 begyndte mine tømmermænd at blive værre. Først kvittede jeg rødvinen, så øllerne, og til sidste drak jeg kun champagne. Ja, jeg har jo nok været et dyrt bekendtskab,” griner han.

Men selvom Kristian Dahlgaard holdt helt op med at drikke, fortsatte hovedpinen. 

 

Datterens helbred blev førsteprioritet

I samme periode blev hans dengang 6-årige datter alvorligt syg af en genetisk sygdom, der danner knuder i hjernen af misdannede blodkar.   

”Min datters sygdom er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Hun skrumpede langsomt ind og kunne mindre og mindre. Lidt ligesom et løg, der til sidst er helt afpillet,” siger Kristian Dahlgaard med en panderynke, som nok vil give de fleste mennesker ondt i hovedet.

Tror du, din datters sygdom har haft betydning for dine hovedpiner?

”Jeg ved det ikke,” siger han og bliver en anelse fjern i blikket.

”Jeg viste i hvert fald ikke overfor børnene, hvor ondt jeg egentlig havde, og min egen hovedpine var heller ikke noget, jeg tænkte særlig meget på.”

Arbejdsfordelingen blev, at Kristian Dahlgaard lod kunstnergerningen glide i baggrunden og stod for hjemmet og de i alt fire børn. Imens tog konen orlov og satte alle kræfter ind for at finde den bedste behandling mod datterens sygdom.

”Min kone og jeg var og er enormt gode til at samarbejde, og jeg tror, det har været alfa og omega for vores måde at tackle sygdom på i vores familie,” fortæller den nu 62-årige kunstner.

Kristian Dahlgaards hovedpiner tog langsomt til i takt med, at datterens sygdom blev værre, og knuderne voksede.

 

Begge øjne revet ud

En dag slog konen fast, at det ikke var normalt med så mange hovedpiner, og hun bad Kristian Dahlgaard om at gå til lægen. På det tidspunkt havde han haft regelmæssig hovedpine i over 10 år.

”Nogle mennesker har migræne, og sådan et menneske er du,” lød lægens klare besked.

”Siden da har jeg faktisk bare accepteret, at hovedpine er en del af mit liv. Jeg har aldrig været vred eller trist over det,” siger han.

Ved siden af Kristian Dahlgaard står en kæmpe stor tegning af ham selv. På tegningen har han revet begge øjne ud, mens resten af ansigtet står tilbage i et tomt og trist udtryk.

”På mine tegninger er det følelserne, jeg beskæftiger mig med, for de her ting kan man jo ikke gå og sige højt,” forklarer han og betragter selvportrættet.

Værket er ét af i alt 23 tegninger, Kristian Dahlgaard har tegnet af sine hovedpiner.

På tegningerne bliver hans hoved skiftevis tortureret med blandt andet skruetvinge, kniv og dræberslange.

”Ideen kom til mig, da min familie og jeg boede i Frankrig,” siger han og tænker tilbage på de 7 måneder, hvor han og konen tog orlov for at fokusere på datterens sygdom.

Her tilbragte Kristian Dahlgaard meget tid i et atelier med udsigt ud over franske vinmarker.

”Den gode vin kunne jeg jo ikke drikke noget af på grund af min hovedpine. Jeg var nok også en lille smule presset, for jeg havde ikke noget af det værktøj, jeg normalt bruger til at lave skulpturer med.”

I Frankrig blev hovedpinen rigtig slem, og den garvede billedhugger gav sig for første gang siden kunstakademiet i kast med at tegne.

”Jeg tegnede mine hovedpiner, fordi det på det tidspunkt var det eneste, jeg kunne. På den måde vendte jeg smerten til noget, jeg rent faktisk kunne bruge, og det er som om, mine hovedpiner er blevet gladere siden, jeg tegnede dem.”

På værkstedet er vi foruden det store selvportræt omringet af skitser, skulpturer og færdige værker, der alle er knudeformede.

”Min datters sygdom, og de knuder hun havde i hjernen, har nok også haft betydning for, at knuder er blevet en central del af mine værker,” siger han.

 

I dag er datteren rask, men knuderne har betydet, at hun har nogle skader på hjernen.

Lidt om Kristian Dahlgaard

Fra 1977 til 1983 studerede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Kristian Dahlgaard er tilknyttet Martin Asbæk Gallery i København.

Gå tilbage