Effektiv behandling af hovedpine med Mulligan-metoden

En effektiv og smertefri behandling

Skrevet af: River Breinholt, fysioterapeut og certificeret Mulligan-behandler (CMP), Park Alléens Fysioterapi, Aarhus C 
mail: river@parkallefys.dk

 

Hovedpine er et udbredt problem
Over 75 procent af alle danskere vil opleve hovedpine i løbet af der­es liv, og 20 procent af alle sygedage skyldes hovedpine, så det er et stort problem, som berører mange mennesker og påvirker deres hverdag. Når jeg som certificeret Mulligan-behandler (CMP) skal vurdere, om jeg kan hjælpe mine patienter med deres hovedpine, differentierer jeg imellem tre kategorier: Spændingshovedpine (tension type headache), migræne og cervikogen hovedpine. Cirka 20 procent af alle hovedpinepatienter lider af cervikogen hovedpine, og i denne artikel vil jeg fokusere på netop denne type hovedpine, da vi har god evidens for at man kan behandle denne hovedpine med Mulligan-metoden1.

 

Særligt virksom ved cervikogen hovedpine
Den cervikogene hovedpine er oftest forbundet med nedsat bevægelighed i de tre øverste led i nakken, C0/C1, C1/C2, C2/3. Som oftest er det C1/C2, som er påvirket.

Nogle patienter kan mærke, at de har nedsat bevægelighed i nakken, f.eks. når de kigger til siderne. Men ved andre patienter ser jeg, at der kan være bevægelighed nok i nakkens andre led til, at de ikke oplever denne begrænsning. Når jeg ser hovedpinepatienter på klinikken, kan jeg teste, om disse led er påvirket ved en simpel og skånsom test.

Der kan være flere årsager til den cervikogene hovedpine. Nogle patienter har været ude for et uheld eller et traume og har efterfølgende fået hovedpine. Andre patienter kan opleve hovedpinen uden nogen specifik grund. Her kan blandt andet holdning, arbejdsstilling, muskelstyrke samt spændingsgraden i muskulaturen omkring nakken spille en rolle. Alt dette gennemgår vi ved den første behandling.

Udover behandling af den cervikogene hovedpine er der også vist god effekt af Mulligan-metoden til behandling af svimmelhed, hvis svimmelheden altså stammer fra nakkehvirvlerne2.

 

En effektiv og smertefri behandling
Mulligan-metoden er opfundet og udviklet af Fysioterapeut Brian Mulligan fra New Zealand. Metoden er en del af manuelterapiens tilgang til undersøgelse og behandling af gener i bevægeapparatet, dvs. kropsregioner som ryg, nakke, skulder, fod mv.

Behandlingen består af blide tryk på kroppens led eller knogler. Det kan være et tryk jeg holder imens vi afventer at hovedpinen letter, eller det kan være et tryk jeg holder imens vi gentager den påvirkede bevægelse. Der skal være effekt med det samme.

Det, som er specielt ved Mulligan-metoden i forhold til andre metoder, er den øjeblikkelige effekt, som man oplever, når metoden er passende til den enkeltes problem. Målet er umiddelbart ophør eller mindskning af hovedpinen, og/eller øgning af nakkens bevægelighed. Metoden bruges kun, hvis den kan anvendes smertefrit. I sjældne tilfælde kan patienten opleve lidt ømhed som skyldes, at området er blevet overfølsom for berøring.

Behandling med Mulligan-metoden sparer ofte patienten for et langvarigt behandlingsforløb, for hvis Mulligan-behandlingen har effekt, findes der hjemmeøvelser, som patienten kan lave for at bibeholde effekten af behandlingen.

Mulligan-behandlere findes over hele Danmark, så hvis du tænker, det kunne være relevant for dig, kan du finde en Mulligan-behandler i dit nærområde på: www.mulligan.dk/behandler-cmp/

 

1 Zacharias Dimitriadis, 2014 The effectiveness of Mulligan techniques on cervicogenic headache
2 Ried et al, 2008