Treo

Tfelt-Hansen P & Hauschilt Juhl H. Behandling af migræne med triptaner – en kommenteret udenlandsk medicinsk teknologivurdering København: Sundhedsstyrelsen, Monitorering & Medicinsk Teknologivurdering, 2008. Kommenteret Udenlandsk Medicinsk Teknologivurdering 2008; 1(3)

Baggrund: Canadian Agency for Drugs and Technologies in Health (CADTH) publicerede i marts 2007 en medicinsk teknologivurdering (MTV) om behandling af akutte migræneanfald med triptaner. Denne rapport ser på triptanernes plads i migrænebehandlingen i et dansk perspektiv. Rapporten indgår i en serie fra enhed for Monitorering & Medicinsk Teknologivurdering, hvor udenlandske MTV-rapporter kort og overskueligt kommenteres og sættes ind i en dansk kontekst så resultaterne kan stilles til rådighed for danske beslutningsdeltagere og sundhedsprofessionelle.

Kun 10-15% af de danske migrænepatienter bruger en triptan. I DK er der 400.000 migrænepatienter, hvilket vil sige, at kun 40.000 bruger én triptan til migrænebehandling. Kun 27% har aktuelt kontakt til en læge og kan dermed få ordineret lægemiddel mod migræne. De resterende ca. 360.000 behandler sig således med håndkøbsmedicin. Formål: En kritisk og kortfattet kommentering og formidling af den canadiske rapports resultater, og vurdere hvorvidt disse kan overføres til dansk sammenhæng når man skal beslutte hvordan behandlingen af migræne skal gribes an.

I den canadiske MTV rapport har man valgt udelukkende at sammenligne klinisk effekt og omkostningseffektivitet for de forskellige triptaner. Der findes dog andre og billigere lægemidler med effekt på migrænesymptomer og derfor vil kommentarerne til relevansen af den canadiske analyse fokusere på, at der findes andre lægemidler end triptaner. Kommentarerne er baseret på litteratur indtil 2007.

Design: En kombination af meta-anlyser og egne systematiske oversigter. Overordnede målepunkter: CADTH–rapporten opstillede følgende spørgsmål, der skulle besvares: 1. Hvad er evidensen for sammenlignelig effekt af triptaner hos patienter med migræneanfald 2. Hvad er evidensen for komparativ omkostningseffektivitet af triptaner hos voksne og 13-18 årige med migræneanfald

Konklusion: Den foretagne meta-analyse viser, at der ikke er store forskelle i effekt triptanerne imellem. Der foreligger fire komparative, randomiserede, kontrollerede kliniske undersøgelser med acetylsalicylsyre (ASA), som dermed er det bedst undersøgte andet lægemiddel. Resultatet af disse er slet ikke omtalt i CADTH-rapporten, hvilket findes mangelfuldt. Den triptan, der må betragtes som standarden, sumatriptan er i disse fire undersøgelser fundet sammenligelig med ASA m.h.t. effekt. Der er enighed med Tyskland, der i 2007 har foreslået, at ASA, brus bør være førstevalgsmedicin.

A.h.t. patientens økonomi og samfundsøkonomi bør man som udgangspunkt foreslå migrænepatienter at starte ud med opløseligt ASA. Hvis det ikke har tilstrækkelig effekt anbefales at vælge generisk sumatriptan og først derefter de øvrige triptaner.

Samlet set – baseret på den foreliggende evidens, som ikke er inkluderet i CADTH-rapporten konkluderer vi, at ASA (evt. kombineret med kvalmestillende metoklopramid) bør være førstevalgspræparat ved migræne. Triptaner bør være det næste skridt i behandlingen, hvis ASA ikke er tilstrækkeligt effektivt.

Gå tilbage