Café Sygemeldt

Levende samvær
Nu er 'Café Sygemeldt' 'landet' efter en meget rørende og berørende rundtur hos sygemeldte, ledige fleksjobbere, førtidspensionister og andre, i forskellige områder i Danmark. Vi er ovenud glade for den varme stemning vi blev mødt med og er blevet meget klogere af vores besøg i Svendborg, Bogense, Odense, Odder, Silkeborg, Slagelse og Vordingborg. Én ting er at læse om hvordan tingene står til rundt omkring. Noget helt andet - og dybt berørende - har været at møde mennesker i virkelighedens verden, som vi tidligere kun havde mødt på Facebook eller på mails. - Nej, nettet kan absolut ikke erstatte det personlige møde.

De fleste steder fik Erik Schrøder og jeg mulighed for at bidrage med vores egne erfaringer, synspunkter og fif i forhold til retningslinjer og kontakten med det offentlige system. Vi kunne også fortælle om baggrunden for etablering af 'Café Sygemeldt' i København - og vi lavede et helt sædvanligt 'Café Sygemeldt' arrangement alle de steder vi kom, med sange, præsentation og oplæg.
Deltagerne i Slagelse var i en meget desperat situation. Her lavede vi en opsamling på de uhyrligheder deltagerne blev udsat for, som kan bruges for at komme videre i fællesskab. Heldigvis har deltagere fra alle steder vi besøgte givet os positive tilbagemeldinger.

Fællesskab giver styrke
På vores Sommer Tour var der meget forskelligt fremmøde. Et par af stederne var der få sygemeldte til stede sammen med ansatte i frivilligcentre, patientforeninger og lignende. Andre steder mødte så mange sygemeldte op, at vi måtte mase os godt sammen for at være i lokalet. Vi var flest til stede dér hvor sygemeldte og andre i lignende situation, har organiseret sig i forvejen, f.eks på Facebook eller gennem en fagforening, som i FOA Slagelse. Det er gennem kendskabet til hinandens situation man finder fælles fodslaw og skaber mulighed for forandring!

Behandling og Handling
På Touren kom alle tilstedeværende til orde med det der er vigtigt at fortælle om sig selv.Selv om der kun var afsat 1 - 2 minutter pr. person, gav nogle af de ultra korte beretninger våde øjne hos flere af os tilhørere. Flere var frataget økonomi til almindelig overlevelse, kun fordi deres lidelse ikke var afklaret. Afgørelser i ankesystemet og henvendelser til jobcentre blev ignoreret. Sygedagpenge stoppet uden forudgående varsel og partshøring. Mange sager hos kontanthjælpsmodtagere blev behandlet som om de var helt almindeligt arbejdsløse med krav om direkte helbredsskadelige aktiveringer. - Og mange andre rystende forhold!For at ændre på forholdene kræver den slags behandling handling!
HANDLING GI'R FORVANDLING!

'Orkning'
Hvis du er helt og fuldstændig gennemmast af krav og sjusket sagsbehandling og ikke orker noget som helst. Ja, så er den allermest sårbare handling du kan gøre, at synke sammen i magtesløshed og isolation! En 'ikke-orke-periode' bliver usund når den bestemmer over én i mere end en uge. I den situation er det lindrende at have kontakt med andre som selv har prøvet hvordan det er. - Det varmer og giver bedre mulighed for at komme videre. I de områder af Danmark hvor sygemeldte har organiseret sig, har jeg indtryk af at man passer på hinanden og hjælper med at få det bedste frem i dagligdagen. Det er netop grundlaget for handling, forandring og indflydelse. FÆLLESSKAB GIVER SYNLIGHED OG INDFLYDELSE!

Kontakter og arrangementer mellem sygemeldte m.fl.
Hvis du vil have støtte i en svær situation eller idéer til at komme videre, findes mange muligheder på Facebook. Her er blomstret en masse grupper op med debatter, opmuntringer og opbakning til hinanden på kryds og tværs. Grupperne har stor betydning for mange sygdomsramte og andre i sårbare situationer.
- Her er f.eks:
Støt Sygdomsramte som er kommet i klemme i Stystemet
Støttegruppe for sygemeldte
Syg i Silkeborg     Syg i Frederikssund
Syg i Frederikshavn Kommune
Syg i København
Undskyld vi blev syge (mest for folk i Slagelse) og der findes formentlig flere grupper og f.eks. en forening, som man kan blive medlem af: Behandlosordentligt.dk

'Levende' Aktiviteter for sygemeldte m.fl:
Svendborg: Centrumpladsen er omdøbt til "Anstændighedens Plads": En halv time til ANSTÆNDIGHEDEN på Centrumpladsen hver lørdag kl. 11:30 – 12:00! Og den 30. august vil sygemeldte møde op til byrådsmøde iført særlige t-shirts.
Silkeborg: Der er flere aktiviteter i gang, bl.a. 'Café Sygemeldt' hver tirsdag kl. 10 - 13 i Frivilligcentret, Østergade 9. 1. sal.
Slagelse: Foa står for arrangementer. Kontakt på tlf. 4697 1970
Vordingborg: 'Café Fristed' er nyt og vil køre arrangementer på 3 forskellige adresser kl. 10-13 om måneden: Præstø: Aktivitetshuset Svend Gønges Torv 1. tirsdag om måneden. Vordingborg Sundhedscenter: Sidste mandag om måneden. Stege: Tidspunkt og sted for arrangement kan oplyses hos Søster F. Petersen tlf. 3012 3677
København: 'Café Sygemeldt' kl. 10 - 13 hver tirsdag i Kafé Knud, Skindergade 21.

Der er åbent arrangement i 'Café Sygemeldt' hver tirsdag kl. 10 - 13 i Skindergade 21, København.