• Information
  • Artikler
  • Træning hjælper personer, der lider af migræne, spændingshovedpine og nakkesmerter

Træning hjælper personer, der lider af migræne, spændingshovedpine og nakkesmerter

Artikel Lotte Skytte Krøll, fysioterapeut og ph.d. ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet-Glostrup.

Mange personer der lider af migræne lider også af spændingshovedpine og nakkesmerter, og ny forskning viser at konditionstræning har en positiv effekt på dagligdagsaktiviteter. En gruppe med migræne, spændingshovedpine og nakkesmerter trænede tre gange om ugen i tre måneder, og det resulterede i at de bl.a. oplevede at kunne være mere aktive og bedre kunne deltage i dagligdagsaktiviteter i hjemmet og på arbejde.

Jeg har igennem mine ph.d.-studier valgt at studere personer, der lever med kombinationen af migræne, spændingshovedpine og nakke­smerter, da det primært er den patientgruppe, som vi ser til dagligt i fysioterapien i Dansk Hovedpinecenter. Det er en patientgruppe som er meget lidt beskrevet i litteraturen, så vi mangler en beskrivelse af deres karakteristika og hvordan de er påvirket i dagligdagen.

Påvirkning af dagligdagen
Vi gennemførte en spørgeskemaundersøgelse som viste at 100 ud af 148 personer med migræne (67 %) også led af spændingshovedpine og nakkesmerter. De havde et lavere fysisk aktivitetsniveau, lavere psykologisk trivsel, højere stressniveau og lavere selv-vurderet helbred sammenlignet med raske. Desuden var deres evne til at del­tage i fysisk aktivitet nedsat i forhold til alle tre tilstande, mest i forhold til migræne efterfulgt at spændingshovedpine og nakkesmerter. En stor andel (48 %) vurderede deres migræne til at være den tilstand som fyldte mest i deres hverdag, men også en relativ stor andel (30 %) vurderede deres spændingshovedpine til at fylde mest, 10 % vurderede deres nakkesmerter til at fylde mest.

Konditionstræning
Tidligere studier har vist, at konditionstræning som behandlingsstrategi for migræne, kan have en positiv effekt, men konditionstræning har indtil nu ikke være afprøvet på personer, der lider af migræne, spændingshovedpine og nakkesmerter.

Træningsgruppen i vores studie trænede, som nævnt, tre gange om ugen i tre måneder. De kunne vælge mellem at cykle, cross-traine eller gå en rask gåtur, det skulle dog være en blanding af cykling og træning på cross-trainer eller rask gåtur. Hvis der var en person, som var vant til at løbe, så var dette også tilladt.

Hvert træningspas varede i 45 minutter i et moderat tempo. Da flere af deltagere tog betablokkere som forebyggende for migræne, kunne vi ikke anvende pulsure for at træne efter en bestemt træningspuls. Derfor tog vi udgangspunkt i en modificeret udgave af Borgs skala for oplevet træningsanstrengelse. Det vil sige, at vi vurderede træningsintensiteten ud fra, hvor forpustet deltagerene blev. Træningspasset var inddelt i 10 minutters opvarmning, hvor deltagerne blev en lille smule forpustet, men kunne tale frit. Derefter fulgte 30 minutters mere intens træning, hvor deltagerne blev så forpustet, at de kun kunne tale i kortesætninger. Derefter fulgte 5 minutter med lavere intensitet, så pulsen kunne falde stille og roligt og talen blev mere fri igen. Efter de tre måneders træning udfyldte træningsdeltagerene en træningskontrakt ud fra eget ønske, for ikke fuldstændigt at stoppe med at træne.

Deltagerne i træningsgruppen blev markant bedre til at deltage i dagligdagsaktiviteter sammenlignet med kontrolgruppen. Det vil sige at de ikke følte sig så hæmmet længere af deres migræne i forhold til det huslige arbejde (f.eks. rengøring og havearbejde), til arbejdet/studiet, til at deltage i sociale aktiviteter inden for familielivet og til at være fysisk aktiv. Ligeledes følte deltagerene sig mindre hæmmet af spænd­ingshovedpine og nakkesmerter i forhold til at være fysisk aktive.

Deltagerene i træningsprogrammet opnående en bedring af migræne ved færre dage med migræne, mindre smerteintensitet og færre timer med migræne. Vi kunne dog ikke påvise denne effekt, når vi sammenlignede med kontrolgruppen. Konditionstræning havde heller ikke en effekt på smertetærskler og muskelømhed.

Vi kan dermed konkludere at konditionstræning har en rigtig god effekt i forhold til livskvalitet ved at migrænen virker mindre hæmmende i dagligdagen. Samtidig viste konditionstræning at spændingshovedpine og nakkesmerter virkede mindre hæmmende i forhold til at være fysisk aktiv. Vi formoder derfor at konditionstræningen giver et øget overskud og velvære i dagligdagen så migrænen ikke længere fylder så meget, og man tør gøre ting, som man tidligere undgik. Ud fra studiet kan vi også sige, at det er vigtigt at blive ved med at træne og at bibeholde træningsintensiteten. Træning skal tænkes ind i dagligdagen, som en del af kropshygiejne på lige fod med tandbørstning. Det kan selvfølgelig være svært, men det kan også være svært at tabe sig og holde op med at ryge, men vi ved at det lønner sig.

Gå tilbage