• Information
  • Artikler
  • Jim Lyngvild: ”Jeg vil hellere dø som 60-årig med 125 km/t. end at lægge bånd på mig selv”

Jim Lyngvild: ”Jeg vil hellere dø som 60-årig med 125 km/t. end at lægge bånd på mig selv”

Vi kender Jim Lyngvild som glad, til tider kontroversiel og udadvendt. Men cirka én gang om måneden bliver multikunstneren slået om kuld af en voldsom migræne. Trods smerter og opkast er han dog taknemmelig for sine anfald.

Af journalist Anna Franziska

Skyerne hænger tungt over vikingeborgen i Faaborg, hvor hovedpine, flimmer for øjnene og en begyndende kvalme har degraderet Jim Lyngvild til sofaen. Her er han pakket godt ind i dyner, og hans mand Morten Paulsen har netop serveret en kop te efter Jim Lyngvilds 14-timers lur.

”Det eneste krav jeg stiller til Morten er, at han skal holde sin hånd på min pande, hver gang jeg kaster op,” siger Jim Lyngvild, som i dag mærker optrin til et migræneanfald – eller en ”tredages helvedes tur”, som han kalder det.

”Jeg har oplevet én gang, hvor han ikke gjor- de det, og jeg blev rasende,” fortsætter han med et glimt i øjet, der afslører, at han trods raserianfald elsker sin mand meget højt.

Jim Lyngvild jonglerer i øjeblikket mellem to bogprojekter og tre udstillinger. Derfor er stra- tegien lige nu at udskyde det migræneanfald, som uundgåeligt er på vej.

”Anfaldene kommer, fordi jeg får tanke- mylder, når jeg har meget arbejde. Min hjerne lukker simpelthen ned, og jeg bliver rigtig syg,” siger han om sine anfald, der oftest varer omkring tre dage. Her kan han ikke andet end at ligge på langs, nippe til lidt vand og kaste op, først hver halve time og derefter hvert femte minut.

”Det føles som om, mit blod er skiftet ud med syre, mens jeg ligger i en kødhakker og får stukket knive ind over alt i kroppen,” siger han.

”Hovedpine er uden tvivl det ondeste, der findes på den her jord, men jeg har taget en beslutning om at forlige mig med, at det nu engang er sådan, jeg er skruet sammen.

Jeg arbejder enormt meget, hvilket betyder, at jeg også har opnået stor succes – den vil- le jeg ikke være foruden, og jeg er taknem- melig for, at min krop har fundet migræne- anfaldene som en metode til at lade op.” Men kunne du ikke arbejde en smule mindre for så at undgå dine anfald?

”Det er slet ikke mig at holde pauser. Skulle jeg så bare sætte mig ned og slappe af? Så vil jeg hellere dø som 60-årig med 125 km/t. end at lægge bånd på mig selv.”

”Odin ejer mig, jeg skylder ham alt”

Op af halsen på den høje vikingeelsker snor sig en runeskrift med ordlyden ”Odinn nik a, hanum skulda ek alt”, som betyder ”Odin ejer mig, jeg skylder ham alt”.

”Det, at jeg er troende, har uden tvivl en be- tydning for, hvordan jeg vælger at opfatte min migræne,” siger Jim Lyngvild, der har været asatroende i knap 20 år.

”Jeg tror på, at der er en højere mening med tilværelsen. Jeg tror på, jeg har en opgave med mit liv – en opgave til at inspirere og gøre andre mennesker klogere på deres historie. Det er det, jeg brænder for, og det er grunden til, at jeg knokler så hårdt, at jeg til sidst bliver ramt af migræneanfald,” siger han.

”Derfor ser jeg heller ikke mig selv som et offer. Jeg ser mine anfald som en slags udrens- ning, der gør, at jeg efterfølgende kan fortsæt- te i samme gear.”

”Jeg vil føle min krop”

Jim Lyngvild har efter eget udsagn en evne til at mærke andre menneskers sindstilstand – en evne, han mener, er en medvirkende årsag

til, at han ligger i smertehelvede en gang om måneden.

”Når jeg træder ind i et rum, ved jeg, hvem jeg skal please, hvem jeg skal tale op, og hvem der skal sættes på plads. Derfor får jeg altid de ting igennem, jeg ønsker. Det er ikke fordi, jeg manipulerer, jeg kommer heller ikke ind i et rum og fylder alt, jeg kommer ind i et rum og mærker alt,” siger han.

”Alle mine indtryk skal jo ud på en eller an- den måde, og her bliver migrænen så en ven- til,” fortsætter han og understreger, at han ikke ville være sin evne til at mærke andre menne- sker foruden.

”Jeg kunne muligvis fylde mig med piller hver dag for så at undgå min migræne. Men det ville jeg jo ikke lære noget af. Jeg vil ger- ne føle min krop, som den nu engang føler,” siger han, men tilføjer, at han dog ikke kan undvære morfin, når migræneanfaldene er rigtig slemme.

”Når mine smerter peaker, skal jeg have morfin. Jeg har haft lyst til at halshugge de vagtlæger, som gennem tiden har sat spørgs- målstegn ved det,” siger han og pointerer, at de, der kommer med husmorråd til hoved- pineramte, også gerne må klappe karry.

”Hvorfor prøver du ikke at drikke et glas vand eller tage en Panodil? Den slags gode råd fra folk, der ikke selv lider af hovedpine, orker man virkelig ikke, når man selv er i smer- tehelvede,” fastslår han.

”Githa Nørby sagde engang til mig: ”Du kan ikke sætte dig ind i, hvordan det er at være 86 år”. Og det er jo rigtigt nok. Sådan er det også med folk, der ikke har hovedpine – de kan ikke sætte sig ind i de smerter, vi andre oplever.”

Kronisk migræne er ikke acceptabelt

Selvom Jim Lyngvild accepterer sin hoved- pine, kan han godt kan forstå, at de, der fx lider af kronisk migræne, umuligt kan forlige sig med deres.

”Jeg har virkelig ondt af mennesker, der har migræne halvdelen af deres liv. Det er for me- get, og det ville jeg heller ikke kunne accep- tere,” siger han.

”Min migræne er invaliderende i den for- stand, at jeg aldrig ved, hvornår den kommer. Men at have migræne så ofte, at du kan slå plat eller krone, om det bliver en migræne-dag eller ej, er jo ganske frygteligt.”

Min krop gjorde sig selv syg

Jim Lyngvild har haft migræne siden femårs- alderen, og som barn kom anfaldene altid, når han var hjemme hos sin far.

”Min far var modbydelig, og jeg hadede at være på weekend hos ham. Han var alkoho- liker og narkoman, og somme tider blev jeg hevet med på stripbar midt om natten, fordi han skulle fixe. Her lærte min krop at gøre sig selv syg,” forklarer han.

Når smerterne satte ind, blev Jim Lyngvild sendt hjem til sin mor, hvor anfaldet aftog med det samme.

”Man kan vel sige, at min krop i virkelig- heden bare er fortsat med at gøre sig selv

syg i situationer, hvor jeg ikke lytter til mig selv,” siger han.

Ikke langt fra sofaen sidder Jim Lyngvilds mand ved computeren og lytter med.

”Hvis Morten nogensinde siger: ”Ej din mi- græne kan vel ikke være så slem”, eller ”hold nu op med at brokke dig”, så går jeg fra ham,” fastslår Jim Lyngvild fra den dynetrone Morten Paulsen selv har placeret ham i.

”Men sådan ville han aldrig sige,” smiler Jim Lyngvild, mens gløderne fra pejsen stråler om kap med den varme, man mærker mellem de to.

Gå tilbage