Fremtidens migrænemedicin målrettes dine gener...

Migræne er delvist arvelig. Vi kender endnu ikke særlig mange af de gener, der er involveret, men en bedre viden om genernes rolle kan forhåbentlig være med til at målrette behandlingen af migræne.

Kunne det ikke være dejligt, hvis man ved en gentest kunne sige, hvilket præparat du ville få bedst gavn af. I stedet for, at vi alle skal igennem et langt forløb og afprøve fem, seks helt op til tolv forskellige præparater uden sikkerhed for at finde et, der virker? Alle drømmer om den slags ”skræddersyede behandling”. En behandling tilpasset den enkelte patient, ud fra viden om hans eller hendes særlige variation af sygdommen, herunder gen-variation.  Og der er grund til håb, for nok kender vi endnu ikke alle de gener, der spiller en rolle i migræne, men forskerne kommer tættere på.

Arv eller miljø
Rigtig mange migrænepatienter kan fortælle at deres far, tante, bedstemor eller andre nære familiemedlemmer også har døjet med migræne. Derfor har mange en forestilling om, at migræne er arvelig. Forskning viser, at omkring halvdelen af risikoen for at udvikle migræne netop skyldes arvelige faktorer. Nogle nedslående tal viser, at der er 25-50 % risiko for at et barn får migræne, hvis én forælder har migræne, men helt op til 70 %, hvis begge forældre er ramt. Desuden er der stort set ingen børn, der har migræne, der ikke også har mindst én forælder med migræne. 
Men er det arv eller er det miljø? Familierne deler, udover gener, også gode og dårlige vaner og livsstil. Der kunne også være en tendens til, at man i familier, der kender til problematikken, er bedre i stand til at sætte en diagnose på, når ens barn ligger og kaster op og klager over ondt i hovedet.

Det har man faktisk en rimelig viden om, som jeg vil prøve at beskrive her, men først skal vi se på, hvad det egentlig betyder, at en sygdom er arvelig.

Den sjældne variation af migræne familiær hemiplegisk migræne (FHM) skyldes netop en fejl (mutation) i et enkelt dominant gen. Ved de mere almindelige former for migræne med aura og uden aura er der dog ikke tale om et enkelt gen, men om det man kalder multifaktoriel arv: at sygdommen skyldes samspil mellem særlige anlæg i flere gener og en påvirkning af miljøet.

Figur 1
tl_files/hovedpineforeningen/Diverse billeder/figur_1.jpg
Vores arvemasse er samlet i vores kromosomer, som mennesket har 46 af. Vi arver et sæt (med 23 kromosomer) fra vores far og et fra vores mor. Disse sæt indeholder de samme gener, men der kan forekomme variationer. Lad os tage et klassisk eksempel med øjenfarve. Fra din mor arver du genet med anlæg for brune øjne, men fra din far anlægget med blå øjne. Fordi brune øjne er dominant, får du brune øjne. Men din søster har blå øjne, hvordan kan det lade sige gøre? Din mor må have anlæg både for brune øjne og blå øjne, men fordi brun var dominant, ser vi kun det brune. Din far har blå øjne, og vi kan derfor slutte, at han må have dette anlæg på begge sine kromosomer, da blå øjne er vigende. Dine forældre kan derfor få børn med brune øjne (hver gang din mor giver det brune anlæg videre) eller blå øjne (hver gang din mor giver det blå anlæg videre). Der er 50 % sandsynlighed for begge dele.


Arv og miljø

At multifaktoriel arv gør sig gældende for migræne, har man fundet ud af gennem flere typer studier. Først og fremmest har man set på om slægtninge til migræne patienter er i større risiko for selv at have migræne. Det tyder på en stor grad af arvelighed, men i den slags studier er det svært at skelne om miljøet har en påvirkning, da det jo også er fælles for familier. Tvillingestudier er til gengæld gode til at afdække, hvor stor en del der skyldes egentlig genetisk arv, og hvor meget der er miljø. Enæggede tvillinger deler nemlig både gener og miljø under opvæksten. Tveæggede tvillinger deler derimod kun halvdelen af deres gener, men har haft samme miljø under opvæksten. Så hvis enæggede tvillinger ligner hinanden mere end tveæggede, har genetisk arv stor betydning. Og det er tilfældet for migræne. Men der er også andet der spiller en rolle – noget der ikke er delt af tvillingerne. For det er ikke alle, hverken en- eller tveæggede tvillingepar, hvor begge har migræne (eller ikke). Der er altså andre enten sene miljøfaktorer, eller f.eks. udefrakommende påvirkninger, som slag mod hovedet, der også må spille en rolle for om man udvikler migræne.

Figur 2

tl_files/hovedpineforeningen/Diverse billeder/figur_2.jpg


I en normal befolkning vil risikofaktorer (det være sige både særlige anlæg i gener og livsstil, samt miljø) for at udvikle f.eks. migræne være fordelt, så de fleste har få risikofaktorer, enkelte stort set ingen og igen enkelte rigtig mange. Og det er denne sidste gruppe, med flere af de særlige anlæg og uheldige miljøpåvirkninger, der har en stor risiko for at udvikle sygdommen. Man tegner det som regel som en klokkeformet kurve. Overskrider man en grænse for, hvor mange af disse faktorer man har, er man i risiko for at udvikle migræne. Og det forklarer hvorfor der er tendens til, at man giver risikoen videre, da vi giver både gener og til dels også miljøfaktorer videre til vores børn. Ligger man til højre på kurven er der risiko for, at man giver mange ”uheldige” anlæg videre. Ligger man til venstre på kurven, er risikoen derimod lav. Det forklarer også hvorfor, der er større risiko for, at et barn udvikler migræne, hvis begge forældre har sygdommen – de ligger begge til højre på kurven.


Selvom vi ved migræne er arvelig, ved vi stadig ikke meget om hvilke gener, det drejere sig om. Men man kommer det langsomt nærmere, hjulpet på vej af nogle af de nyeste teknikker til at undersøge vores arvemasse. Både migræne med og uden aura er arvelige, men man mener at det til dels er forskellige gener der er involveret i disse to typer af migræne. 

  • Migræne med og uden aura er arveligt
  • Migræne skyldes samspil mellem særlige anlæg i flere gener og en påvirkning af miljøet
  • Vi ved kun lidt om hvilke gener, der er involveret
  • Viden om genetikken bag migræne kan være med til at forbedre behandlingen


Arv og hvad så?
Hvad kan vi så bruge den viden til? Vi kan slå vores forældre oven i hovedet, fordi de har givet os en dårlig cocktail af gener – det er nok ikke så konstruktivt. Det kunne også betyde noget i forbindelse med vores eget valg om at sætte børn i verden. Man kan ikke i dag (og det sker bestemt ikke foreløbig) lave fosterdiagnostik og udelukke risikoen for migræne. Sådan en mulighed ville også åbne op for en del etiske overvejelser. Så valget er, om man overhovedet tør sætte børn i verden. Et stort problem er, at vi jo ikke aner, om vores børn får migræne i svær grad, eller bare et enkelt anfald om året. Det har været en kritik af de fleste studier om arvelighed, at de netop ikke tager sværhedsgraden med. Samtidig har vi da også lov at håbe, og tro på, at der kommer bedre behandlingsmuligheder indenfor vores børns levealder.

Det vigtigste vi kan få ud af en viden, om hvilke gener, der spiller en rolle, er en øget forståelse for sygdommen. Ud af den forståelse skulle der også gerne komme nye behandlingsmuligheder og forebyggende tiltag.

Skrevet af læge, phd Laila Bendix (selv migrænepatient og mor til to børn med migræne)

Gå tilbage