Alle kender Chris MacDonald fra tv, hvor han bl.a. har medvirket i By på Skrump og Chris på Chokoladefabrikken. Men den sympatiske amerikaner kan skrive mange andre ting på visitkortet, herunder bl.a. foredragsholder, klummeskribent og inspirator. Derudover er han også indehaver af en sølvmedalje erhvervet i verdens hårdeste sportsbegivenhed, nemlig Race Across Amerika, som er 5000 km nonstop cykelløb tværs over Amerika.

Grunden til, at vi i dansk Migræne- og Hovedpineforening, har talt med ham, er, at han er ekspert på sit felt, og ved alt, hvad der er værd at vide om kost, motion og mental sundhed. Alt sammen noget vi gerne vil vide mere om. For hvordan kommer man i balance med sig selv, når man, måske dagligt, må kæmpe med hovedpine eller migræne? Og hvordan finder man lige motivationen til at motionere, når man har ondt og i virkeligheden hellere vil krybe under dynen? 

Vi har sat Chris MacDonald stævne for at få svar på nogle af disse ting
Har man ondt i hovedet størstedelen af tiden, er det ikke så mærkeligt, at smerterne fylder meget. Men hvordan undgår man, at sygdom bliver hele ens identitet?

Accept og tro
”Det er helt klart en udfordring. I virkeligheden er det vigtigt at acceptere, at man har det, som man har det, og at man ikke er for hård ved sig selv. Det er helt naturligt, at smerterne fylder meget, og det skal man anerkende. Men det man også skal sørge for, er, at de ikke fylder i en grad, så man bliver handicappet af det. Her er det vigtigt at sige til sig selv, at det er de kort, man nu engang har fået tildelt, og at man derfor hører til dem, der må kæmpe hårdere end andre her i livet,” siger altså Chris MacDonald.Han forklarer, at ting kører i cyklus´er, op og ned. Når man befinder sig på bunden, er det helt naturligt, at alting handler om ren overlevelse, men han understreger samtidig, at det er vigtigt ikke at gå i stå.
 
”Det er helt ok at have en dårlig dag, og at sige, at det eneste, jeg kan i dag er, at børste tænder. Man skal spørge sig selv, hvad man kan gøre i dag med de forudsætninger, man har lige her og nu. Og så skal man sige til sig selv, at man kommer op igen en dag. Mennesker der overvinder sig selv, også når de er på bunden af deres cyklus, har det bedst.”

Troen, eller som Chris MacDonald kalder det, TPL (tro på livet) er en vigtig forudsætning, når man er ramt af kroniske smerter. Troen på at det, når det ser allermest håbløst ud, vil vende til det bedre på et tidspunkt. Samtidig forklarer Chris, at uanset hvilken situation man står i, så har man stadig selv kontrollen til at kunne skabe noget lykkeligt og få det bedste ud af det.
 
”Men når livet er hårdt og gør ondt, er det vanskeligt at sige TPL (tro på livet). Ikke desto mindre er det stadig muligt at bevare en smule optimisme og holde fast i sin TPL, hvilket, i livets sande øjeblikke, betyder tro på lortet. Jeg falder altid tilbage på et omskrevet citat af Friedrich Nietzsche: Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig som regel stærkere,” siger Chris eftertænksomt. 

Hvad med fremtiden?
Har man kronisk hovedpine, kan fremtiden synes som en uoverskuelig størrelse, man ikke ønsker at beskæftige sig alt for meget med. Dels fordi mange er bange for at lægge planer af frygt for, at de falder til jorden, og dels fordi disse planer kunne omfatte andre mennesker, som man så risikerer at skuffe, hvis man må bakke ud.
 
”Det er selvfølgelig godt at kunne acceptere evnen til at være i nuet. Men det ligger i menneskets dna at tænke ”Hvad bliver det næste?” Vi er simpelthen skabt til at tænke fremad. Samtidig er der den her spænding ved at arbejde hen imod noget, som vi ikke ved, vil lykkes eller ej. Det handler om at være modig, at være bange og usikker men turde satse. Når vi gør det, sidder vi oftest tilbage med en fredfyldt følelse af, at vi gjorde det, uanset hvordan det så gik,” siger Chris MacDonald.
 
Han forklarer endvidere, at den værste følelse man kan have, er følelsen af at skuffe andre. Her handler det om kommunikation. Har man meldt ud, at man måske ender med at måtte springe fra, er der no hard feelings, som han siger. 

Motion
Kost, søvn og motion er vigtige barometre for, hvordan vi har det. Sidstnævnte er vigtig, også når man lider af kroniske smerter, fordi man på den måde holder kroppen i gang, og, ved regelmæssig motion, faktisk øger chancen for at få det bedre.
 
Chris MacDonald anerkender, at motion kan være en udfordring, når man har kroniske smerter. Både fordi det kan være svært at komme i gang, men også fordi at motion i nogle tilfælde kan fremprovokere et migræneanfald, når man anstrenger sig og får pulsen op.
 
Han understreger dog, at det altid kan lade sig gøre, at finde en motionsform, som ikke efterlader én med migræneanfald i de efterfølgende dage. Her handler det om at prøve sig frem, være vedholdende og eventuelt vælge den træning fra, som får pulsen helt op at ringe. Der er flere muligheder, så man må forsøge at finde frem til den motionsform, som passer en bedst.

”I virkeligheden er der to typer af motionister. Der er den gruppe, der synes det er skide sjovt at motionere, og som får et kick ud af det, og så er der den gruppe, som er hoppet på vognen lidt senere, fordi de ved, det er sundt. I dag ved man også, at sundhed ikke bare er en god ting, men at det faktisk er et must, hvis vi vil have det godt,” siger Chris.

At være i balance
Han forklarer, at sundhed netop er en vigtig faktor, hvis vi skal være rustet til at håndtere det liv, vi lever i det 21. århundrede. Og da det er naivt at håbe, at tempoet bliver anderledes, er vi udstyret med to valgmuligheder. Vi kan vælge at melde os ud af samfundet, eller vi kan vælge at arbejde med os selv. Med udgangspunkt i mulighed nummer to, er det nærliggende at spørge, hvordan man bærer sig ad med det?”Min far sagde altid: ”Din attitude er den dialog, du har med dig selv. Står du midt i noget, kan du spørge dig selv: ”Er det, jeg laver lige nu, livsvigtigt? For det meste er svaret NEJ,” fortæller Chris.

Og faktisk betyder denne indre dialog alverden, ikke mindst for en kronisk smertepatient, fordi den tvinger én til at stoppe op og tage stilling til, hvad det er, der virkelig betyder noget, og om man med fordel kunne passe lidt bedre på sig selv ved at lære at sige nej.

”Det er vigtigt, at vi tør melde ud, hvordan vi har det i stedet for at være så bange for at være den svage. Det er en illusion, at mennesker har et massivt overskud. Faktisk er der i virkeligheden meget få mennesker, som har styr på deres tids-budget. Jeg kender meget få mennesker, som ved, hvor mange timer der er på en uge f.eks.,” siger Chris.
 
Han mener, at det faktisk forholder sig sådan, at de mennesker, som virkelig formår at håndtere stress, er dem, som har brændt sig tidligere, og derfor har måttet lære af deres erfaringer på den hårde måde. Stress er en svær størrelse at have med at gøre, ikke mindst i vor tid, hvor vi prøver at få arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed.
 
Har man oven i købet kroniske smerter, bliver man hurtig slået skakmat, fordi det er en ulige kamp lige fra begyndelsen. Kunsten er derfor at kunne sige nej, og, ifølge Chris, at lade være med at sammenligne sig med andre, fordi det er ganske givet, at man ikke kan det samme som dem, når man ikke er rask.
 
Lev livet
Har man kroniske smerter, er der derfor ingen tvivl om, at man er udfordret i langt større grad end den almindelige dansker. Mens Chris er af den overbevisning, at man kommer længst ved at acceptere sin tilstand, så mener han også, at denne accept er vigtig for ikke at havne i en offerrolle, som ikke fører nogen steder hen. Dårlige dage kommer man ikke udenom, når man har kroniske smerter, og her er det helt ok at hive stikket ud og trække dynen over hovedet. Ikke desto mindre handler det om ikke at sidde fast ”på bunden” men i stedet rejse sig og få det maksimale ud af de gode dage. At turde leve livet på de præmisser, man nu engang har.