Børnehovedpinecentret på Glostrup Hospital er flyttet til nye rammer på Herlev Hospital

AI løbet af første halvdel af 2011 er børneafdelingen på Glostrup Hospital flyttet til Herlev Hospital. Dette er sket som følge af de store strukturændringer i vores sygehusvæsen. Med tiden skal der bygges et stort mor-barn hospital i forlængelse af Herlev Hospital. Indtil dette står færdigt er børneafdelingen beliggende i forskellige afsnit af Herlev Hospital. Således er det tidligere Børnehovedpinecenter fra Glostrup også flyttet og har samtidig skiftet navn. Centret hedder nu Børnehovedpineklinikken og er beliggende i arkaden (den gamle sygeplejeskole) ved siden af Herlev Hospital.
 
Børnehovedpineklinikken fortsætter sit arbejde i samme spor som tidligere. Der er altså primært tale om lokaleændringer, men ikke ændringer i selve klinikkens funktioner. Vi modtager stadig årligt ca. 200 børn og unge (3-18 år)  til udredning og behandling i vores klinik. Barnet kan henvises direkte til os fra egen læge, anden speciellæge eller hospitalsafdelinger. Der kan henvises fra hele landet. Der er i øjeblikket ca. 5 måneders ventetid.
 
Børnehovedpineklinikken er fortsat et enestående tilbud til børn og unge med hovedpinesygdomme, idet vi arbejder ud fra et tværfagligt princip. Det første besøg i klinikken foregår ved en læge, som optager en grundig sygehistorie, undersøger barnet og herefter stiller en hovedpinediagnose ud fra et internationalt diagnosesystem. Der kan evt. blive tale om nogle indledende undersøgelser, således at sjældne, men alvorlige årsager til hovedpine er udelukket. Når diagnosen er stillet, begynder vi at fokusere på behandling af hovedpinesygdommen. Afhængigt af det enkelte barn, tilrettelægger vi et skræddersyet behandlingstilbud, som altid vil indeholde konsultationer ved læge og specialuddannede sygeplejersker og evt. forløb ved fysioterapeut og psykolog.
 
Vi møder mange børn som kan berette om tillidssvigt, fordi barnets omgivelser ikke har villet anerkende barnets smerter. Der er desværre stadig mange fordomme omkring børn og smerter ude i samfundet, på trods af at vi lever i en oplyst tidsalder. Vi lægger derfor meget vægt på at fortælle barnet, at vi anerkender dets smerter og tager dem alvorligt. Hovedpinesygdomme er reelle sygdomme, som kræver specifikke behandlingsmetoder, der har været testet i internationale undersøgelser.
 
Hovedpinetyper i børnehovedpineklinikken
De fleste børn og unge vi behandler i klinikken har enten en form for migræne eller spændingshovedpine. Nogle af disse børn er pga. deres smerter nået ind i et medicinoverforbrug, hvor de tager smertestillende medicin mere end 15 dage pr. måned og har udviklet en medicinoverforbrugshovedpine oven i deres eksisterende hovedpinesygdom. Ca. 10 % af børnene fordeler sig dog på de mere sjældne hovedpinetyper som f.eks. Hortons hovedpine og kronisk hovedpine efter tidligere hjernerystelse.
 
Børnemigræne
Børnemigræne har oftest et lidt andet billede end hos voksne. Børnene har ofte kortere anfald (ned til 1 time) og ofte sidder hovedpinen i begge sider af hovedet. Det er også meget forskelligt, om børnene beskriver den som dunkende eller pressende. Fælles for børn og voksne er dog, at hovedpinen er så slem, at barnet må indstille sine aktiviteter. Der vil også optræde nogle af ledsagesymptomerne som kvalme, opkastninger, lys eller lyd overfølsomhed. I klinikken vejleder vi om den rette akutte behandling under et anfald. Hvis barnet har mere end 4 anfald pr. måned overvejer vi forebyggende behandling, som er daglig medicinsk behandling, der vil nedsætte antallet af anfald eller måske helt fjerne anfaldene. Er der god effekt af den forebyggende behandling fortsætter vi ½-1 år, før vi trapper barnet ud af den medicinske behandling. Mange børn vil med tiden vokse sig fra migræneanfald. Ligeledes gennemgår vi barnets kostvaner, søvnvaner og generelle trivsel i familien og skole, idet vi ved, at der også hos børn findes mange triggerfaktorer til migræneanfald. Vi ser ofte, at børnene kan nedsætte deres antal af migræneanfald ved at lægge deres kost og livsstil om. Dette kræver selvfølgelig en stor indsats fra både barn og forældre. Hvis det er relevant, tilbydes der også undersøgelse ved fysioterapeut og samtaler ved psykolog. Vores fysioterapeut arbejder bla. med at lære børnene afspændingsteknikker, de kan bruge i deres hverdag.  De andre hovedpinetyper vil pga. pladsmangel desværre ikke blive gennemgået her, men hver type hovedpine har sine egne specifikke symptomer og behandlingsmetode. 

Forskningen
Jeg har i tidligere indlæg beskrevet vores forskning i centret og de fleste af projekterne er i skrivefasen nu. Vi har indsamlet alle data og undertegnede er nuværende i gang med at skrive artikler om resultaterne til internationale tidsskrifter. Vi håber at kunne dokumentere effekten af behandlingen i centret, således at strukturen i vor klinik kan tjene som inspiration i andre lande. Ligeledes håber vi at resultaterne kan bruges til at forbedre behandlingen. 

Vort overordnede behandlingsprincip er netop, at vi forsøger at komme rundt om hele barnet. De mange forskellige tiltag; det være sig bedre søvn, sunde spise og drikke-vaner, bedre psykisk trivsel blandt venner, udspænding og afspænding, medicinsk behandling samt smertecoping betyder tilsammen, at barnets hovedpinesygdom bliver væsentligt forbedret eller helt forsvinder.

Skrevet af: 
Læge, ph.d studerende Ann-Britt Langager Søe 
Overlæge Susanne Munck Klansø