DEN GODE HISTORIE:
Fra stress og søvnløshed til accept: Julies rejse med migræne
En fortælling om at bryde den negative spiral og finde balance i livet med en kronisk sygdom.
Gennem mine efterhånden mange år med migræne, har jeg været generet af den stress og dårlige søvn, som fulgte med migrænen. Efter et anfald er jeg altid meget træt og har brug for ekstra hvile, men det blev udfordret af den stress som min migræne medførte og deraf en dårlig og forstyrret nattesøvn. I starten var jeg ikke selv opmærksom på at jeg var stresset, og der gik en del år før jeg forstod at selve migrænen og dens konsekvenser for min livsførelse, var det der stressede mig. Stressen tog hårdt på min krop og det øgede mit søvnbehov, det var bare rigtig svært at sove ordentligt når min krop var stresset. Det er ikke en særlig god kombination, da både stress og søvnmangel kan være migræne triggere. Det blev en negativ spiral, som skulle vise sig at være svær at bryde.
Jeg har altid haft svært ved at acceptere de udfordringer og begrænsninger migrænen har givet mig. Jeg har ikke kunne forlis med at jeg grundet min sygdom har et øget behov for hvile og ikke altid kan gøre alle de ting jeg ønsker. Jeg var fyldt op med en følelse af utilstrækkelighed, fordi jeg sammenlignede mine egne bedrifter med andre omkring mig. Det medførte at når jeg var migrænefri, så skulle jeg nå en hel masse, for at være på forkant til når næste anfaldet kom. Jeg lyttede ikke til min krop, hvilket ofte udløste endnu mere migræne, og jeg har nok derfor kunne være mange anfald foruden. Den travlhed jeg gav mig selv gjorde at jeg, når anfaldene kom, allerede var i underskud af energi, hvilket gjorde efterdønningerne af anfaldene værre. Jeg kom ind i nogle perioder med uendeligt mange migræneanfald, op til 10-12 stykker pr måned, og kunne ikke rigtigt se mig ud af det. Det bidrog til øget stress, fordi jeg nu også havde mange bekymringer omkring hvornår det næste anfald mon kom? Og ville det ødelægge noget for mig, som jeg virkelig glædede mig til? For mig var det virkelig stressende at leve i en tilværelse, hvor man aldrig vidste, hvornår man fik det dårligt næste gang. Jeg kunne få helt ondt i maven over at skulle til fødselsdag, for hvad nu hvis migrænen kom og ødelagde det hele? Derfor brugte jeg rigtig meget tid på at være bekymret og gruble. Al den bekymring og muren i maven endte selvfølgelig med, ja, stress, migræne og mange nætter med dårlig søvn. Så når jeg kigger tilbage, har min krop været udsat for en del pres, hvor den havde brug for ro. En ro der kunne have gavnet min sygdom og gjort hverdagen nemmere for mig.
De seneste par år har jeg arbejdet med at bryde den negative spiral, som jeg havde fået viklet mig selv ind i. For mig har det været vigtigt at komme bekymringerne og stressen til livs for at give min krop nogle bedre forudsætninger overfor sygdommen. Jeg har brugt lang tid på at lære at acceptere migrænen, og den indvirkning den har på mit liv. Det har krævet mange tårer og frustrationer, men samtaler med venner, familie og andre ligesindede har hjulpet mig videre. Jeg har lært at være ærlig omkring de dårlige dage, og italesætte at jeg ikke kan det jeg plejer, og det er altid blevet taget godt imod. Det har været med til at mindske den dårlige samvittighed og stressen ift. mine tanker om egen utilstrækkelighed. Hermed ikke sagt at jeg aldrig er sur og frustreret på migrænen og ville ønske den her hvor peberet gror, for det er jeg. Men jeg har lært at tale om det, og når tankerne er for mange, så skriver jeg dagbog. En dagbog hvor jeg skælder migrænen ud, og det føles så rart bagefter. Det får al min grublen til at forsvinde og gør jeg sover bedre efterfølgende. Jeg kan mærke hvordan mit arbejde med min stress, bekymringer og frustrationer har gjort noget positivt for min nattesøvn og antallet af migræneanfald. Jeg er ikke migrænefri, men det går bedre og jeg accepterer det nu. En accept som kan være svær at finde frem, men det kan klart anbefales at arbejde med den for ens egen skyld. For mig har det virkelig hjulpet at finde nogle ligesindede at dele mine tanker og følelser med, for vi forstår hinanden. Og selvom jeg til tider ikke kan det samme som alle andre, så er det okay. I stedet kan jeg så meget andet, og at jeg i dag kan tænke sådan, er en befrielse. Sygdommen fylder ikke længere så meget, at jeg ligger søvnløs om natten. Den får simpelthen ikke lov mere, og det gør at jeg kan fylde mit liv med de ting der er vigtigere end migrænen.
Julie Feldborg