DEN GODE HISTORIE:
Anne: En skjult nøgle til migræne lettelse – ADHD og migræne
Jeg har efter år med kronisk migræne med eet knækket koden til at nedbringe mine migræneanfald drastisk, måske med 60 %, mens de tilbageværende anfald er både mildere og lettere at behandle. Det er jeg nødt til at dele med jer - tænk hvis bare et andet menneske kunne opleve det samme. Jeg synes, jeg har prøvet “alt” i de 25 år, jeg har levet med migræne. Jeg ved en stor del af jer kender jagten på lindring inden for snart sagt alle aspekter af livet og videnskaben.
Min historie er, at jeg er blevet udredt for og har fået konstateret AD(H)D. Havde nogen sagt det for fem år siden, ville jeg nok have afvist det, på basis af den viden både jeg og den brede lægeverden på daværende tidspunkt havde. Men ad forskellige omveje har jeg altså udbedt mig en udredning og fået det konstateret og er startet op i medicinsk behandling. Og siden opstart af denne, er min migræne forbedret helt utrolig meget. Når man, som jeg nu har gjort, dykker ned i ADD/ADHD hos kvinder, forstår man, at det helt sikkert er voldsomt underdiagnosticeret og dermed skaber en unødig belastning livslangt (!), hos de mennesker, som lever med det uopdaget. Jeg har sådan set aldrig rigtig været i tvivl om, at min migræne meget langt hen ad vejen er belastningsudløst. Men jeg har samtidig stået i en situation de seneste år, hvor jeg ikke har flere knapper at skrue på i mit liv for at nedbringe stressen; der er allerede skåret ind til benet hele vejen rundt. Men nu forstår jeg pludselig, at min hjerne simpelthen mangler eller er dårligere til at udnytte dopamin og noradrenalin, hvilket gør selv bitte små dagligdags opgaver, som mange uden ADHD, til en energikrævende proces for hjernen. Jeg har ikke tænkt det sådan før og har af gode grunde aldrig prøvet andet, men en ADD/ADHD-hjerne kører 120 km/t i 1. gear ALTID, og det trætter den helt enormt. Nyere forskning viser også at migræne kun er een af mange potentielt invaliderende komorbiditeter til ADHD/ADD. Men det er altså bevist, at migræne kan opstå som følge af ADD/ADHD. Alt dette er nyt for mig, og måske også for dig? Måske der sidder een eller flere, der som jeg kan finde en del af nøglen til et liv med større livskvalitet ad denne vej? Det håber jeg.
Med venlig hilsen
Anne Melgaard Skauenborg
Kære Anne
Tak for dit indlæg. Og hvor dejligt at du ville dele din erfaring med vores læsere. Jeg tror det er nyt for rigtige mange at ADHD/ADD kan være skyld i migrænen, men alt i kroppen hænger jo sammen. Vi hører jo også, at rigtig mange går rundt med ADHD/ADD uden at de ved det, så måske skal man starte her, hvis nogen har mistanke om at de har ADHD/ADD og samtidig har migræne. Glædeligt for Anne, at hun har fundet gåden til hendes migræne.
K.H. Hanne Johannsen