DEN GODE HISTORIE:
”Hvad gør hovedpine og smerte ved mig?”
Som kronisk migræniker er jeg vant til at have smerter omkring 15 dage og mere i løbet af en måned. Hos mig kan det føre til både frustration, en følelse af afmagt og ensomhed. Mit personlige vendepunkt kom, da jeg begyndte at bruge min krops egne ressourcer både fysisk og psykisk – og da jeg lærte at tale højt om mine sårbarheder.
Tekst: Michelle Bønnelykke, Cand.pæd.pæd., mindfulness-instruktør og terapeut i mental sundhed
Som hovedpinepatient lider jeg af bl.a. kronisk migræne. Migræne er i Danmark den tredje største sygdom, og det anslås at der er 640.000 mennesker der lider af migræne. Migræne er en biologisk sygdom i hjernen, der kan kendetegnes ved tilbagevendende kraftig og pulserende hovedpine, der kan være ledsaget af kvalme, lys-og lydfølsomhed samt aura. Forekomsten af migræne er to-tre gange større blandt kvinder i den fødedygtige alder. Som en kvinde på 34 år, og mor til 2 skønne unger, rammer jeg dermed lige ind i den typiske målgruppe for migræne. Jeg havde mit første migræneanfald som 13-årig dagen før min konfirmation, og har lidt af migræne lige siden.
”Vil I gerne være søde at være mere stille – mor har ondt i hovedet i dag”
I de første mange år med hovedpine, vidste jeg ikke at det var migræner jeg lider af. Det er jeg blevet klogere på ved at være igennem hele behandlings-møllen. Jeg startede ved egen læge, kom så til neurolog og senere på smerte- og hovedpine klinik. Min hovedpine har været svær at behandle, og som det ser ud i dag er jeg afsluttet fra smerte- og hovedpineklinikken = der er ikke så meget mere at gøre for mig. Som kvinde i min bedste alder og især som mor, oplever jeg at det kan være hårdt at skulle fungere i en hverdag med kronisk migræne. Sidder du lige nu som en forælder med hovedpine og læser denne artikel, så ved du sikkert præcis, hvad jeg mener – og at det også er en underdrivelse.
Jeg har tit spurgt mig selv om ”Hvordan kan jeg fungere og være glad i min hverdag?” Det kan være en svær situation både for mig med migræne, men også for min mand og mine børn som pårørende. Især ordene: ”Vil I gerne være søde at være mere stille, mor har ondt i hovedet i dag.” giver mig stadig en frustration og en følelse af ensomhed, når jeg siger dem højt. Jeg vil ikke lægge bånd på mine umiddelbare, skønne og helt naturligt glade unger på 2 og 6 år, når de suser rundt om spisebordet, griner, pjatter, råber og skriger i deres glade leg. Jeg har heller ikke lyst til at være den mor der har mange dage, hvor jeg ikke kan give mine børn det nærvær jeg ønsker, fordi jeg kan blive irritabel og med en kort lunte pga. mine smerter.
”Du må ikke tage for mange piller, så kan du gøre skade på din krop”
Sent i mit forløb havde jeg en frustrerende oplevelse med en læge. Lægen og jeg talte, i forbindelse med en anden problemstilling, om min hovedpine og om mit forbrug af smertestillende anfaldsmedicin. Jeg har tidligere været fanget i MOH (medicin fremkaldt hovedpine) spiralen – og jeg har nu lært at være ærlig om mit forbrug, og har færre hovedpinedage end da jeg startede min behandling. Jeg er derfor meget opmærksom på at dokumentere alt den medicin jeg tager i min hovedpinedagbog, så både min mand og jeg kan holde øje med at mit forbrug ikke overstiger de 14-15 dage om måneden (mit mål er optimalt at ende på max 8-9 dage om måneden). Jeg står næsten dagligt med overvejelsen: ”Har jeg hovedpine i dag? Kan jeg klare dagen uden smertestillende?” Efter en god dag uden hovedpine og medicin, føler jeg jeg en sejr den næste morgen: ”Yes, det var en dag mere uden smertestillende i min hovedpinekalender.”
Jeg føler stadig skam over mit forbrug, men ved også, at min medicin er nødvendig for at jeg kan fungere i min hverdag, og for at kunne fungere som mor og hustru. Men da lægen til samtalen sagde: ”Du må ikke tage for mange piller, så kan du gøre skade på din krop. Prøv om ikke du kan tage lidt færre piller.” ramte sætningen som en kniv lige ind i mit mest ømme sted i min samvittighed og følelse af skam. Lægen var sød, og ville egentlig gerne lytte og hjælpe mig. Men i mine sko - blev det desværre klart, endnu en gang, at det kan være svært for andre at sætte sig ind i hvad det vil sige, at leve med kronisk hovedpine. Frustrationen, følelsen af afmagt og ensomheden viste sit ansigt igen.
At lære at bruge kroppens egne ressourcer blev mit personlige vendepunkt
På et tidspunkt i mit behandlingsforløb, da jeg havde prøvet mit 6. mærke af forbyggende medicin, som jeg igen måtte konstatere at jeg ikke kunne tåle, begyndte jeg at erkende, at der var brug for noget andet og mere, for at jeg kunne blive glad og fungere i min hverdag. Her kom mit vendepunkt – når medicin og læger ikke kunne hjælpe tilstrækkeligt, var jeg nødt til at gøre noget selv. Ikke alle har det overskud – og det forstår jeg så inderligt! Men jeg reagerede ved at blive stædig – og tænkte, at der måtte være andre veje til Rom end dette behandlingsforløb. Jeg har tidligere prøvet både fysioterapeuter, kranio sakral terapi, akupunktur m.m. Det havde en effekt på mig, men jeg følte, at der skulle mere til.
Da jeg fik øjnene op for mindfulness, skete der noget. Senere blev jeg fascineret af det, og tog min uddannelse til mindfulness-instruktør. Ved at træne mindfulness og meditation på daglig basis, har jeg lært at bruge mine iboende mentale styrker. Jeg øver mig hver dag i at rumme, acceptere og håndtere mine smerter på en ny og anderledes måde. At bruge min krops egne ressourcer både fysisk og mentalt, skal ikke underkendes, især hvis du som jeg lever med hovedpine i større eller mindre grad.
Jeg kæmper ikke længere en boksekamp mod smerterne, men jeg har i stedet for lært at se på min krop som min gode ven. En god ven der fortæller mig, når jeg skal passe på mig selv – og at jeg skal passe på mig selv på både de gode og de dårlige dage. Med meditation sammenholdt med osteopati, øver jeg mig i at lade min krops egne ressourcer få spillerum til at tackle mine smerter.
”Dét vi ikke siger højt, bliver til hovedpine”
Siden jeg begyndte at tale højt om min smerter og mine sårbarheder, har jeg mødt meget hjælp og støtte igennem fantastiske fagpersoner. Jeg øver mig stadig – hver dag – det er en fortsat proces. Som terapeut oplever jeg gang på gang, både fra egne personlige erfaringer, men også fra mine kunder, at det kan være essentielt at begynde at tale højt om sin smerte, og at bede om hjælp fra andre – men også fra sig selv og sin egen krop. En terapeut jeg selv talte med for nylig, sagde: ”Dét vi ikke siger højt, blive til hovedpine.” Kun ved at tale højt om vores sårbarheder kan vi hjælpe og støtte hinanden, og måske allervigtigst: at få hjælp til at lære at hjælpe os selv.
Kilder:
Aron, E. (2015). Særligt sensitive mennesker. (1. Udgave, 9. oplag). Gyldendal.
Sand, I. (2016). Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og
andre følsomme sjæle. 2. reviderede udgave, 2. oplag. Forlaget Ammentorp.
https://www.hovedpineforeningen.dk/migraene.html:
SST rapport om sygdomsbyrden i Danmark, oktober 2015
https://kube.frederiksberg.dk/arrangementer/kvinder-og-migr%C3%A6ne