• Information
  • Aktuelt
  • Referat: Foredrag på Smerte- og Hovedpineklinikken i Aarhus den 12.10.2017

Referat: Foredrag på Smerte- og Hovedpineklinikken i Aarhus den 12.10.2017

Referat af Hanne Johannsen

Vi startede med et oplæg om de forskellige hovedpinetyper ved læge Britta Weyer, der også fortalte lidt om ny forskning, som vi forventer os meget af i nær fremtid.

Derefter fortalte sygeplejerske Diana Knudsen om deres erfaring og behandling af Botox, som hun bl.a. står for. Botox er et giftstof, men det bliver brugt i meget små doser til behandling af muskelspasmer, migræne og til kosmetiske formål. Den rette behandling består af 31 små stik lige under huden, som fordeles i tindingen, over øjnene i panden, i nakkekanten og tre steder i hver skulder. De havde en kollega, som lagde krop til og vi så hvordan behandlingen foregik, hun fortrak ikke en mine, sejt gjort hun var også migrænepatient. Musklerne kan lammes i 4-6 uger. Behandlingen kan gentages hver 3. måned. Effekten kommer oftest først efter 1-2 uger. Hvis behandlingen ikke hjælper efter 2. gang afsluttes behandlingen. Ved 3. gang har 70% effekt af behandlingen. De har nogle, som får hver 3. måned og har fået det i årevis. Botox er ude af kroppen efter 12 uger.

For at komme i betragtning til Botox behandlingen, skal man have prøvet mindst tre forskellige slags forebyggende medicin, have været hos egen læge, neurolog og så til sidst en henvisning til Smerte- og Hovedpineklinikken, eller anden hovedpineklinik: Det gives kun til kronisk migræne, hvor intet andet hjælper.

Derefter kom sygeplejerske Maren Eriksen og fortalte om MOH medicinfremkaldt migræne/hovedpine. Hun fortalte hvor vigtigt det er, at man ikke tager daglig smertestillende medicin. Gør man det i 14 dage over 3 mdr. har man en medicinfremkaldt hovedpine. Det er vigtigt, at man bliver udrenset over ca. 14 dage eller mere alt efter hvor meget medicin man har blandet (tager længere tid hvis man har brugt flere forskellige præparater, dette gælder også håndkøbsmedicin). De første dage er hårde at komme igennem, så gør det i en ferie eller fridage og lad være med at lave nogle aftaler. Man kan hos sin læge få bl.a. Nozinan som døser en i de første svære dage. Bagefter kan man komme i forebyggende behandling, hvis man stadig har en del anfald og medicin­en vil virke bedre.

Både Diana og Maren er med på Masteruddannelsen på Københavns Universitet, de har mange hjemmeopgaver for, og skal nu til at lave eksamensopgaver de næste fire måneder, 15-20 artikler læses på en uge.


De har lige været 3 uger i praktik på Dansk Hovedpinecenter i Glostrup. Dejligt at de gør det, det er med til at bringe ventelisterne ned på klinikken, da de to sygeplejerske nu ved en masse om hovedpiner og kan tage over med f.eks. Botox behandling og MOH m.m.

Gå tilbage