NYHEDSMAIL FRA ERSTATNINGSGRUPPEN

I øjeblikket afventer såvel kommuner, som erstatningsadvokater og forsikringsselskaber en afgørelse i Østre Landsret med stor spænding. Sagen handler om, at forsikringsselskabet ikke vil betale fuld regres til Vejen Kommune for en person i flexjob, der modtager sygedagpenge på grund af en skade, som vedkommende har pådraget sig.

Mange penge i spil for kommunerne

Ifølge Berit Møller Lenschow, advokat fra Erstatningsgruppen Advodan, er det nyt, at et forsikringsselskab ikke vil give kommunen fuld regres i en sådan sag, og derfor er sagen anlagt ved Østre Landsret som en principiel sag.

”Det er min opfattelse, at der på basis af den retspraksis, der er allerede er udviklet af Højesteret er grundlag for at kræve regres for den fulde udgift, selvom skadelidtes krav på tabt arbejdsfortjeneste er reduceret. Det er forsikringsselskaberne ikke enige i,” siger Berit Møller Lenschow.

”Det er forsikringsselskabernes opfattelse, at kommunernes krav på regres skal reduceres, så det svarer til det antal arbejdstimer skadelidte rent faktisk har kunnet arbejde. Imidlertid har kommunerne ikke mulighed for at foretage en sådan reduktion ved udbetalingen af sygedagpengene. Kommunerne har den fulde udgift til sygedagpenge uanset, at sygedagpengemodtageren har været i fleksjob på skadestidspunktet. Det siger selv, at det kan være mange penge for kommunerne, og derfor er det væsentlig at få afgjort denne problemstilling,” fastslår Berit Møller Lenschow.

Fleksjobbere skal behandles som andre

Hos Vejen Kommune er kommunaldirektør Ole Slot spændt på afgørelsen i Østre Landsret.

”Fleksjobbere skal forsikringsmæssigt behandles som andre på arbejdsmarkedet, og derfor mener vi, at forsikringsselskaberne naturligvis skal give fuld regres som hidtil. Alt andet er uholdbart,” siger kommunaldirektøren.

Lang ventetid på afgørelse

Sagen bliver først afgjort til november, og andre forsikringsselskaber afventer nu denne dom, før de vil udbetale fuld regres i lignende sager til andre af landets kommuner. Indtil videre må kommunerne derfor indstille sig på, at de ikke får regres-pengene i kommunekassen.

”Det er vores oplevelse, at forsikringsselskaberne i høj grad optrapper konflikten og ser med meget kritiske øjne på de krav, der kommer. Krav der tidligere er blevet anerkendt afvises. Det bliver derfor meget afgørende, at man kender de problemstillinger og domme, der er på området,” lyder det fra Berit Møller Lenschow.

 

Gå tilbage