af Dorte Kjeldgaard og Trine Zimmer, psykologer og specialister i psykoterapi

At leve med hovedpine eller migræne er ofte ikke særligt forudsigeligt, nogle dage kan smerterne være altoverskyggende andre dage kan de træde mere i baggrunden eller måske helt være væk. Intensiteten af smerten kan også være ens to dage, men oplevelsen af hvordan de påvirker dagen kan være helt forskellig afhængigt af hvordan du ellers har det og hvad du skal.

Den varierende smerteoplevelse hænger sammen med at både fysiske, psykiske og sociale komponenter spiller ind på smerte og den måde vi oplever den på. Smerte er af Williams et al. (Pain 2016) defineret som: “En ubehagelig oplevelse forbundet med aktuel eller mulig vævsskade med sensorisk, emotionel, kognitiv og sociale komponent”. I arbejdet med mennesker ramt af kroniske smerter giver det ofte mening af introducere den bio-psyko-sociale model for at forklare det komplekse samspil det er at have smerter. Modellen tager udgangspunkt i at alle tre “øer” - den biologiske, den psykologiske og den sociale “ø” er tæt forbundne og ændre du lidt på den ene får det positiv eller negativ indflydelse på de andre “øer”. Artiklen her har til hensigt at beskrive den bio-psykosociale model med henblik på forstå smerteoplevelsen bedre.

Når kroppen høre “fare på færde”

Når man mærker en smerte, er det som udgangspunkt et signal fra nervesystemet til kroppen om fare og at den skal komme væk. Denne mekanisme er helt afgørende for vores overlevelse ved akutte smerter. Ved vedvarende eller langvarige smerter kan andre mekanismer komme i spil. Den konstante smertepåvirkning kan give forandringer i nervesystemet og være skyld i en udvikling af overfølsomhed for smerte, også kaldet central sensibilisering. Det betyder at nervesystemet reagerer overfølsomt på påvirkninger, således at hjernen kan opfatte nogle signaler som smerte selv om kroppen reelt ikke er ramt af en skade.

Smerterne er i disse situationer derfor ikke længere et faresignal om at skade er ved at opstå, selvom hjerne opfatter og reagerer sådan. Personer ramt af kroniske smerter et sted i kroppen kan fx. opleve, at smerter andre steder i kroppen forværrer den kroniske tilstand yderligere. Der er altså bare indenfor den biologiske “ø” tale om at hjerne, nervesystem og smerter er i tæt interaktion med hinanden.

En ubehagelig oplevelse

Hvis man spørger en person der er ramt af smerter “hvor ubehageligt er det?” eller “hvordan påvirker smerterne dit liv?” vil man få helt andre svar end hvis man blot spørger til hvor ondt det gør. Hyppige svar er “det er uretfærdigt”, “hvorfor har det ramt mig?”, “den stjæler min energi”, “jeg mister kontrollen over mit liv” “jeg kan ikke længere det samme som før og smerterne tvinger mig til at sige fra til ting”, “jeg gider ikke være hende/ham med smerter”, “jeg ønsker det ikke for min værste fjende”. Svære følelser som ked af det, uro, frygt, irritation og dårlig samvittighed er normalt. Svarene viser at smerterne påvirker den der rammes både tankemæssigt og følelsesmæssigt, samt at angst og depression er normale følgevirkninger af at leve med kroniske smerter. Dog vil mange smerteramte nuancere dette billede ved at sige “jeg er ikke deprimeret, det er blot mit humør der er påvirket af de mange smerter”.

Mange oplever, at smerterne skaber en kløft mellem den de ønsker at være og den de er, mellem det de ønsker at kunne versus det de kan. Disse kløfter kan være svære at acceptere, ikke mindst fordi det kanrokke ved vor grundlæggende opfattelse af hvem vi er og det kan udfordre vore værdier omkring hvad der giver livet mening. Mange vil derfor kæmpe for at holde fast i “den de var”, eller den de ønsker at være, og laver mere end de egentlig har overskud til. Over tid bliver dette til et underskud der kan komme til udtryk i form af fx. problemer med koncentration og hukommelse samt en forværring af smerterne.

Man kan blive tvunget til at forholde sig til spørgsmål som “hvem er jeg når jeg er ramt af kroniske smerter og ikke længere kan det samme som før?”. Kroniske smerter der på markant vis ændrer livsvilkårene kan derfor føre til, at den ramte får behov for at arbejde med forskellige psykologiske forhold, som fx. identitet, selvværd, angst og depression.

Smertens sociale komponent

Ligesom fysiske smerter vil også vor psykiske smerte, de svære tanker og følelser, langt hen ad vejen være usynlige for andre. Den der er ramt ser måske helt rask og upåvirket ud. Vi har generelt nemmest ved at tro på, og forstå, det vi kan se og det vi kan “tage og føle på”. Det at være ramt af en lidelse som andre ikke kan se er særlig svært, fordi vi som mennesker har brug for den sociale støtte det ligger i andres anerkendelse.

Vi har brug for at blive set. Det vi oplever opleves mere virkeligt når vi deler det med andre. Det er lettere at tage os selv alvorlig, tage os af os selv, tro på os selv når andre også tror på os, når vi bliver mødt med anerkendelse.

Det at se helt rask og upåfaldende ud kan have sine fordele og ulempe. Fordelen mange kan opleve er at man kan “fake” at være rask og således undgå at andre skal møde en som fx. “hende eller ham med smerter”. Man kan også vælge at “skåne” andre ved at underdrive symptomerne. Ulempen de fleste vil genkende er, at man over tid kan blive ensom med sin lidelse.

En lidelse der opleves ret konkret, men som kun findes under overfladen, bagved facaden, i skjul for omverden.

Frygten for, at andre skal vælge en fra som følge af de begrænsninger smerterne sætter for ens samliv eller venskab kan være svær at rumme for mange. De fleste som er ramt af kroniske smerter kan fortælle en historie om et socialt netværk der er blevet påvirket og ændret, ofte reduceret, som følge af smerterne.

For mange kan det være en oplevelse af sorg, tab og ensomhed knyttet til dette, men det kan også være mere positive historier hvor personer fortæller om færre og dybere venskaber og en erkendelse af hvilke relationer de virkelig ønsker at have i sit liv.

Den bio-psyko-sociale model i  psykologisk behandling af kroniske smerter

I psykologisk behandling rettes fokus mod hvordan de biologiske, psykologiske og sociale faktorer gensidigt påvirker hinanden og det kan bidrage til, at man får et mere nuanceret syn på smerter og den effekt, smerterne har på ens liv.

Psykologisk behandling kan støtte den enkelte i at blive bedre kendt med sig selv, forstå sig selv bedre og møde sig selv og egne reaktioner med større grad af medfølelse. Det gør at man kan lære at håndtere livet med kronisk smerte bedre. Den psykologiske behandling har ikke sit primære fokus på at reducere smerte, men på at øge den generelle trivsel og livskvalitet.

For mange der er ramt af kroniske smerter kan det være en betydelig støtte at møde andre der lever med lignende smerter. Det kan være værdifuldt at blive genkendt af andre der også kæmper for at holde fast på hverdagen, som oplever ikke altid at blive forstået, at det sociale netværk måske er blevet mindre og som kender frygten for konsekvenserne hvis man ikke længere kan holde fast i arbejdslivet. At møde ligesindede gør, at vi kommer til at føler os selv mere normale. At se på egne reaktioner som normale, kan være et vigtigt skridt på vejen for at anerkende og håndtere situationen.

Man kan møde andre der befinder sig i en lignende situation fx. ved at deltage i patientforeningens aktiviteter, gennem sociale medier eller ved smertecentre der tilbyder relevant gruppebaseret behandling.