Hilsen til medlemmerne fra det nye bestyrelsesmedlem Jette Bach!

Kære medlemmer

Jeg hedder Jette Bach, jeg er 53 år og er uddannet fysioterapeut i 1992 og osteopat D.O. i 2002. Jeg er ikke hovedpinepatient selv, men jeg har i årevis interesseret mig for hovedpine- og migrænebehandling. Jeg må stadig sande, at der hele tiden er mere at lære. Det lykkes at hjælpe mange, men jeg er ikke rigtig tilfreds, før det lykkes at hjælpe alle! Jeg ønsker at høre jeres historier om, hvad der virker for jer - og også om, hvad der ikke virker. Ring eller skriv gerne til mig.


Jeg er aktiv med kurser og kongresser indenfor hovedpine- og migræneområdet og hvis der er nyt, som kan være af interesse for jer, vil jeg skrive om det her i bladet. Hvis I medlemmer har spørgsmål til mig, vil jeg svare, hvor jeg kan – og især sige ”det ved jeg ikke”, hvis jeg ikke ved det.


Nu er jeg jo behandler selv, men jeg interesserer mig også for, hvad andre faggrupper laver. Og er der nogen med gode erfaringer – og her mener jeg effektiv og virksom behandling, så lytter jeg gerne og spreder informationen. Som fagperson kan jeg samarbejde med alle, som har positivt at bidrage med. Det er dejligt, at der findes medicin, som kan lindre smerterne for mange. Allerhelst så jeg dog, at der blev forsket mere i ikke-medicinske løsninger! Hvis årsagen kan findes og behandles, så er medicin enten overflødig eller kan reduceres! Medicinske spørgsmål er altså ikke mit felt – det er lægernes. 


Min generelle holdning til alle behandlingstilbud er; åbenhed med sund skepsis. Derfor er mit generelle råd; prøv det, hvis det lyder fornuftigt eller hvis I kender nogen, som er blevet hjulpet. Hjælper det ikke i løbet af et par behandlinger, så stop inden det går ud over økonomien! Min generelle erfaring er, at hvis noget ikke virker i løbet af et par behandlinger, så virker 10 gange heller ikke!Problemet med ikke-medicinske behandlinger er, at de er svære at forske i. Fx indenfor mit eget felt, hvor man kun bruger hænderne til undersøgelse og behandling, er det ret umuligt at ”måle” noget, som er følt med hænderne. Som behandler er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg mærker; om noget er normalt eller unormalt i bevægeligheden og fjedringen. Jeg kan føle det, men jeg kan ikke dokumentere det. Og så skulle man tro, at en høj helbredelsesprocent ville være godt nok og at det kunne være ”målingen”. Men det går heller ikke i evidens baseret forskning; det kunne jo også være en høj placeboeffekt*.


Og nu lidt om spændingshovedpiner!

Jeg vil berette om mine erfaringer med behandling af spændingshovedpiner. 
Hanne Johannsen sagde, ”der bliver gjort alt for lidt for vore medlemmer med spændingshovedpine!” Og jeg udbrød spontant; ”Jamen, de er jo de allerletteste at hjælpe!”  Så her er min erfaringsbaserede version af de hyppigste årsager og løsninger på spændingshovedpine problemer;
Mange lider af både migræne og spændingshovedpine. Rigtig mange fortæller, at de ofte oplever at spændingshovedpinen trigger migrænen, som så kommer bagefter. Derfor er det et vigtigt skridt på vejen til mindre migræne, at spændingshovedpinen ophører!


En spændingshovedpine opstår hvis der er; 1. Tryk på de blodkar og nerver, som går fra nakken og skulder-åget til hovedet 2. Tryk på blodkar og nerver i selve kraniet 
Tryk på blodkar kan påvirke kredsløbet til og fra hovedet. Ændringer her i flow og tryk kan være årsagen til hovedpine.
Tryk på en nerve kan irritere den, så den opfører sig unormalt og dette kan udløse hovedpine.

Den hyppigste årsag til hovedpine jeg finder fra nakken er;

Facetleds-låsninger; facetled er de små led, som findes mellem hvirvlerne. Især de tre øverste facetled er vigtige, idet nerver herfra går til kraniet og kan påvirke trigeminusnerven, som er den kranienerve, som er med til at skabe et migræneanfald. Når et facetled har nedsat bevægelighed – altså er ”låst”, så påvirker det de muskler, som får nerveforsyning fra dette niveau. Der kommer ”for meget strøm i ledningen” og musklerne bliver derfor krampagtige. Man kalder det ”at have myoser”. Hvis du har dette, så er det ubehageligt både at lave øvelser og få massage i området. Det vil føles forkert og vil forstærke hovedpinen. Når man frigør leddet, fx ved en manipulation, så ophører muskelspændingerne øjeblikkeligt.Også de øverste ribbens led med hvirvelsøjlen kan være låst og påvirke nogle af nakkens muskler til før nævnte krampagtighed.

Og hvorfor låser disse led? Tja…. Jeg plejer at sige, at det er det samme som at spørge om, hvorfor der kommer papir i klemme i kopimaskinen. Det er fejl, som bare sker, når livet leves!

Den hyppigste årsag til hovedpine jeg finder i selve kraniet er;

For stram fjedring i suturen (revnen) mellem baghovedknoglen (occiput) og øreknoglen (temporalis). Det kan også være andre suturer, som har nedsat fjedring i forhold til normalt. Jeg behandler, det jeg mærker, som er unormalt og forsøger at genskabe den normale fjedring. Når der er forskel på de to sider, så kan både jeg og patienten mærke forskellen helt tydeligt. Suturer er sammenføjninger af forskellige kranie-knogler. Det er lange tynde led i kraniet, som er fyldt med elastisk bindevæv. Derfor er der mere tale om fjedring end egentlig bevægelse her. Der findes også strukturer inde i kraniet som kan blive for stramme og påvirke blodkar og nerver inde i kraniet. Disse kan strækkes blidt ved hjælp af forskellige kranielle greb.


Også området mellem øre og kæbe er interessant og er et område, hvor der også ofte findes unormale stramheder. Mange hovedpine patienter oplever faktisk også, at de har spændte kæber.


Og hvorfor bliver en sutur så for stram? De kan bl.a. komme i forbindelse med fødsel, hvor baghovedet bliver meget komprimeret. Dette fænomen kan hænge sammen med den overhyppighed der er mellem kolik og migræne. Men mere om det i en artikel for sig selv senere!  En sutur kan også blive for stram i forbindelse med et slag mod hovedet.
Jeg vil slutte med et motto I gerne må huske!” Først skal hængslerne løsnes –......så skal du svinge med lågen!”Hvis man svinger med lågen før hængslerne er frie, så bliver lågen mere syg!
Med andre ord; Hvis du laver øvelser og du får flere smerter af det, så er det nok fordi dine led ikke er frie!


Mit råd her til slut er derfor, hvis du er en af dem, som ikke oplever lindring ved øvelser, så søg hjælp hos en af følgende faggrupper, som har en lang uddannelse i at frigøre ledbevægelser; det kan være en kiropraktor eller en fysioterapeut med en tillægsuddannelse i manipulationer (MT) – eller det kan være en osteopat, som er medlem af registrerede osteopater, MRO.


Med venlig hilsen

Osteopat D.O. MRO og fysioterapeut 
Jette Bach
jettebach777@gmail.com eller tlf. 27 28 44 07

 

* Placebo effekt: den positive effekt der opstår, når en person tror, de får en virksom medicin, men i virkeligheden får ”snydemedicin”, fx en kalktablet. Der er tale og en ”forventningshelbredelse”.

Gå tilbage