Daith piercing

Daith piercinger foreslås mange steder som effektiv behandling for migræne og hovedpine. Mange positive historier deles på de sociale medier og trenden har også trukket store avisoverskrifter. Men virker det? Der er stor skepsis blandt specialister, men også mangel på viden på området fordi det ikke er blevet afprøvet i gode studier. Heldigvis er der nu en migrænepatient der har lavet en spænd-ende undersøgelse om emnet, og de resultater har vi fået lov at viderebringe.

Hvad er en Daith piercing?
En Daith piercing er en specifik type piercing placeret i den inderste bruskfold af øret. Denne type piercing er blevet udført i tusinder af år, og det hævdes at Daith piercingen er effektiv, fordi den forekommer på det samme trykpunkt på øret, der bruges af akupunktører til behandling af migræne. Den kan være ganske smertefuld på grund af den benede brusk og grundig pleje er nødvendig for at holde den ren og forebygge infektioner.

En undersøgelse af Daith piercing for migræne
Undersøgelsen er lavet af Carl Cincinnato, der er stifter af Migraine World Summit1 (Det kan varmt anbefales at besøge denne hjemmeside) og som skriver bloggen MigrainePal2. Han har udført en anonym internetbaseret undersøgelse og fået svar fra 395, der havde en Daith piercing for migræne3. De blev bedt om at svare på 3 enkle spørgsmål:

1. Hvor længe har du haft en Daith ørepiercing?

2. Hvordan har din Daith piercing påvirket hyppigheden af din migræne?

3. Hvordan har din Daith piercing påvirket sværhedsgraden af din migræne?

395 har svaret på alle tre spørgsmål i undersøgelsen. De fleste af disse havde haft piercingen i 2-6 måneder, 46 havde lige fået den, mens det kun var 25 der havde haft den i over ét år.

Daith piercingen påvirker hyppigheden og sværhedsgraden af migræne
Umiddelbart ser resultaterne pæne ud. 166 (42%) af de adspurgte angav at hyppigheden var reduceret og hos 24 (6%) var migrænen helt forvundet. 176 angav at det havde hjulpet noget eller meget på sværhedsgraden af migrænen. Der var dog også omkring 5% der angav at deres migræne var blevet værre efter piercingen.

Effekten aftager væsentligt med tiden
Men så har Carl Cincinnato gjort en meget interessant betragtning. Han har nemlig set på hvor længe folk har haft piercingen og sammenholdt det med hvordan Daith piercingen rapporteres at påvirke migrænen. Og så bliver billedet mindre overbevisende.

Mens rundt regnet halvdelen af de adspurgte beretter om fald i hyppigheden af deres migræne, er det kun tilfældet for 19% af dem der har haft piercingen i over et år. Og det samme gør sig gældende for sværhedsgraden af migrænen, der ser ud til at være forbedret hos 59% af dem der har haft piercingen i 1-2 måneder, mens det kun er 27% af dem der har haft den over et år, der svarer at migrænens sværhedsgrad er blevet bedre efter piercingen.

Hele 15% af dem der kun lige har fået piercingen (< 1måned) beskriv-er en forværring af deres migræne, mens dette tal falder med tiden man har haft piercingen, for dog at stige til samme niveau hos dem der har haft den længst (> 1 år).

Man kan sige meget om undersøgelsen, og den har sikkert en hel del svagheder. F.eks. ved vi ikke hvor mange piercinger folk har haft, om de har fået anden behandling samtidig, om de har fået stillet diagnosen migræne eller hvilke bivirkninger der har været til piercing-en. Men vi mener den er et vigtigt indlæg i debatten. Vi hører ofte fra folk i de første ”hvedebrødsdage” og får sjældent opdateringer på hvordan det går sidenhen, og det er vigtigt for at få det fulde billede.

En positiv vinkel på historien er, at det ser ud til en del migræne-patienter kan få en (kortvarig) pause fra deres anfald. Den bekymrede vinkel er at der er risiko for infektion og smerter ved at få en piercing igennem brusk og så er det ikke omkostningsfrit.

Den provokerende vinkel er at data fuldstændig ligner det man finder i studier med placebo. Du kan jo selv bedømme hvilken vinkel du vil anlægge.

Gå tilbage