Af: Annika Smith

For 6 år siden ved cirka samme tid på året som nu gjorde jeg det samme, som tusindvis af danskere gjorde: Jeg besluttede mig for et nytårsforsæt. Det var præcis det samme nytårsforsæt, som jeg havde sat mig året før, ja flere år før. Jeg var bare aldrig lykkedes med at indfri det.

Nytårsforsættet var at blive migrænefri, og det virkede uendelig naivt: Landets førende hovedpine-læger havde forlængst erklæret min migræne for uhelbredelig. Og, som mange læsere af dette blad, følte jeg, at jeg havde prøvet ALT. Prøvet medicin på medicin. Selvtestet alle velmenende råd fra venner, familie og omgangskreds. Slæbt mig gennem damebladenes ”mirakelkure”. Og gået fra håb, optimisme og handlekraft til skuffelse, desperation og resignation, når intet af det for alvor virkede.

Men denne gang!
Denne gang skulle det lykkes...

...hvilket også var en sætning, jeg havde hørt mig selv sige mange gange før. Forskellen denne gang var imidlertid, at jeg var gravid for første gang. Jeg havde pludselig en anden end mig selv – et barn – at kæmpe for, hvilket gjorde mig både rædselsslagen for igen at mislykkes, men også mere opsat end nogensinde før på at blive migrænefri. Mine odds var ikke gode: Jeg havde haft hovedpine og migræne så langt tilbage, jeg kunne huske. Jeg led stadig af hovedpine daglig og havde mindst to svære migræneanfald om ugen. Og nu, på grund af min graviditet og den forestående amning af mit barn, var jeg stoppet helt med at tage forebyggende medicin. Jeg vidste samtidig, at jeg med et lille barn gik en endnu mere migræne-triggende hverdag med uforudsigelighed, bekymringer og mangel på søvn i møde. Det så ikke ligefrem lyst ud.

Men hvor min frygt var stor, var mit gryende moderinstinkt så meget desto større: Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle blive migrænefri. Jeg vidste kun, at jeg for enhver pris ville være en mor fuld af kærlighed, livsappetit, godt humør og overskud til både tårer, tosserier og leg. At tage den beslutning og – voilà! – blive migrænefri, ville jo have været banal ønsketænkning. Men det var med afsæt i det ønske, at jeg begyndte at grave mig ud af mit smertehelvede og kan dele en succeshistorie med dig som læser og (måske) med-migræniker nu.

Jeg kan nemlig i dag se tilbage og sige, at jeg har så godt som vundet over migrænen. Jeg er gået fra cirka 25 hovedpine- og migræneanfald til 3-4 om måneden, og jeg føler, at jeg har fået kontrollen over mit liv tilbage. Hvordan jeg er lykkedes med det, vil jeg fortælle om her, men lad mig først kaste et blik tilbage på et smerte-liv, du måske kan genkende elementer af …

Fra mini-Maude til ”depressiv socialfob”

Du husker sikkert Maude – den neurotiske overklassefrue i tv-serien “Matador”, der fik migræne og gik i seng, når livet gik hende imod? Jeg både lignede Maude som barn og havde migræne, hvilket gjorde, at jeg fik øgenavn efter hende. Dengang klarede jeg sjældent at gennemføre en fødselsdag eller en familiefest uden på et tidspunkt at låne en seng, blive dårlig eller kaste op. Og senere, som teenager, satte migrænen en stopper for alt i mit liv, der var sjovt og ”stort”, inklusiv min konfirmations-fest og min senere tur i studentervognen. Jeg blev opfattet som en sart plante af alle omkring mig (bortset fra mine forældre), inklusiv lægerne. Og da jeg senere, som voksen, for alvor begyndte at rende sidstnævnte på
dørene, kunne de, trods alle gode inten-tioner, ikke give mig andet råd end at tage en ”Panodil--kur” (den turde jeg ikke tage), undgå alkohol, drikke rigeligt med vand og få godt med søvn. Intet af det hjalp.

I mine slut 20’ere og gennem mine 30’ere lykkedes det mig, med sygeorlove undervejs, at gennemføre mit kandidatstudie, og jeg fik stablet en udmærket karriere på benene. Men jeg kæmpede mig igennem såvel hverdage som weekender med 8-10 Treo’er, adskillige kopper kaffe, sukker, opkastninger og evigt blodsprængte øjne. Mine venskaber led samtidig under mine aflysninger af byture og fester, og drømmen om en kæreste og en familie parkerede jeg på ubestemt tid. Jeg kunne i mine slut-30’ere konstatere, at det var gået den helt forkerte vej. Jeg stod på kanten til at måtte udskifte min ellers fine karriere med en førtidspension. Og en dag, tæt på et sammenbrud, gik jeg hen til min nye læge og bad om hjælp. Hvilken hjælp fik jeg? Ingen. Ikke til migrænen i hvert fald: Efter at lægen havde dannet sig et hurtigt førstehånds-indtryk af mig og indset, at også hun kom til kort, når det gjaldt patienter med usynlige, kroniske smerter, sagde hun: ”Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror slet ikke, at du har migræne. Jeg tror, at du har en depression og lider af socialfobi. Så vi skal have dig på antidepressiv medicin og tilbage til festen, ja vi skal”. Hun smilede, som var den sag klaret. Og så gik jeg hjem og smed recepten på antidepressiver ud i skraldespanden. Det var første gang, den læge så mig. Det var også den sidste.

På randen af selvmord

Heldigvis er de færreste læger som hende, jeg havde dengang. Men hun slog mig ud. Fuldstændig. Jeg vidste, at mine smerter ikke var indbildte og at min lyst til at se venner, opleve verden og kærligheden og få min egen familie var i top, når jeg ikke havde smerter. Problemet var bare, at jeg næsten aldrig ikke havde smerter. Om natten, ovenpå læge-besøget, gav jeg op. Jeg havde så voldsom migræne, at jeg i timer lå og bankede hovedet ind i en væg. Jeg kastede op i sengen. Og jeg ville væk. Væk fra livet. Jeg lå for første gang og overvejede at tage mit eget liv, men endte gudskelov med at ringe til min mor. Klokken 03 om natten, i mit nattøj og med hende ved min side, sad jeg pludselig på skadestuen og fik en akut-henvisning til et af landets hovedpinecentre.

I hænderne på landets førende hovedpine- og migræneeksperter oplevede jeg for første gang at blive taget alvorligt. Jeg blev startet op på en forebyggende epilepsi-medicin og lærte mere om ”triggere” og afslapnings- og åndedrætsteknikker. Det gav mig overskud og lysten til livet tilbage. Men det gjorde mig bestemt ikke rask, og bivirkningerne af medicinen var svære.

Spoler vi tiden frem til nytåret for 6 år siden, var det ved hjælp af medicinen lykkedes mig at etablere en tilnærmelsesvis normal tilværelse. En kæreste var også kommet ind i billedet, og jeg turde tage hul på drømmen om en
familie. Det var først op til graviditeten og medicinstoppet, at jeg igen for alvor var på smerte-spanden. Da jeg samtidig under graviditeten fik konstateret den autoimmune sygdom ”cøliaki”, begyndte jeg for alvor at gå mine egne veje og se på sammenhænge mellem det, jeg spiste og de smerter, jeg havde. At have cøliaki betyder nemlig, at selv den mindste smule mel ødelægger ens tarm og fremkalder så voldsomme smerter og opkast, at det i værste fald kan kræve hospitalsindlæggelse. Jeg stoppede derfor straks med at spise hvede, rug og byg. Men der var også andre på papiret ”uskyldige” fødevarer, der skabte problemer for min tarm – problemer, der især kom til udtryk som migræne. Diagnosen, koblet med det stærke ønske om at blive migrænefri for mit kommende barns skyld, blev derfor et endegyldigt vendepunkt for mig: Jeg begyndte at læse et hav af bøger og videnskabelige artikler om sammenhængen mellem tarmen og hjernen, eller rettere mellem det, vi spiser og det, vi fejler. Og det var her, jeg omsider fandt løsningen.

Tilbage til livet med funktionel medicin

Jeg har siden den nytårsaften for 6 år siden specialiseret mig i sammenhængen mellem kost, fordøjelse og migræne og er i skrivende stund ved at færdiguddanne mig til kostvejleder – eller rettere vejleder i det, som kaldes funktionel medicin. Efter at være begyndt på uddannelsen har jeg også, så at sige, taget min egen ”medicin” og lagt min kost og livsstil systematisk om – og det er det, der har fået mig tættere på mit nytårsforsæt end nogensinde før: Jeg er som sagt gået fra cirka 25
hovedpine- og migræneanfald til 3-4 om måneden. Jeg tager ingen forebyggende medicin, og mit forbrug af smertestillende er næsten nul. Min cøliaki er inaktiv. Og min fordøjelse har fået det voldsomt meget bedre, fordi jeg nu ved, hvilke fødevarer, der er gode og dårlige for mig ud over gluten. Jeg er ikke i mål, men jeg er på vej. Og min nuværende (meget lydhøre og respektfulde) læge er lige så overrasket og glad som jeg over, hvor hurtigt fremskridtene sker.

Egentlig troede jeg førhen, at jeg vidste ”det hele” om migræne og migræne-triggere. Men det gjorde jeg langt fra. Min uddannelse i funktionel medicin har lært mig, hvordan maden vi spiser, kan være nok så sund i gængs forstand og nok så fri for rødvin, chokolade eller citrusfrugter. Men hvis vores mad samlet set skaber allergi, inflammation, hormonelle ubalancer og ødelægger tarmen, er vi lige vidt og har måske stadig migræne. Det er derfor en meget større spilleplade, vi skal spille på. Og det kræver en holistisk og systematisk fremgangsmetode. Det er den metode, jeg selv har brugt og som i dag får mig til at føle, at jeg har fået kontrollen over min krop og min tilværelse tilbage.

Vil gerne hjælpe andre

Jeg skriver alt dette, fordi jeg tror, at min op-levelse af at kæmpe i årevis mod invaliderende, usynlig sygdom og smerte og oveni blive stemplet som en hypokonder af selv læger er noget, som du måske kan genkende. Jeg
skriver det også, fordi jeg håber, at du vil lade dig inspirere til ikke at give op. Når du synes, du har prøvet alt, så var det måske en idé at kigge i samme retning som mig.

Jeg kan godt høre, at ”funktionel medicin” kan lyde lidt krystalhealer-agtigt og som endnu en ”pop-diæt”. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. Der er intet hokus-pokus ved funktionel medicin, og det står på ingen måde i modsætning til konventionel medicin eller behandling, men går hånd i hånd med den. Funktionel medicin er stadig i sin vorden her i Danmark, men flere læger herhjemme er begyndt at interessere sig for videnskaben bag, og enkelte har allerede taget uddannelsen eller valgt at tilknytte folk som mig til deres praksis med tanke på at hjælpe deres patienter med at blive klogere på sammenhængen mellem det, de spiser og det, de fejler. Selv om der er megen sund fornuft over funktionel medicin, er certifikatet som vej-leder da heller ikke noget, man trækker op af en cornflakes-pakke: Uddannelsen, der ligger under ”Institute for Functional Medicine” i USA, er omfattende, og jeg modtager undervisning af nogle af verdens førende ernæringseksperter og læger fra bl.a. Harvard.

I dag oplever jeg, at jeg ligger inde med en masse viden, som kan og skal gavne andre hovedpine- og migræneramte end bare mig selv. Jeg har derfor startet min egen klinik op og igangsat individuelle online-forløb, hvor jeg vejleder kvinder såvel som mænd i, hvordan de kan blive så smertefri som muligt ad naturlig vej.

Hvis dit nytårsforsæt er at få nedsat dit antal af mingræneanfald, så kan jeg måske hjælpe dig. I samarbejde med Hovedpine & Migræne-foreningen afholder jeg nemlig et gratis online-kursus torsdag den 4. januar 2024 kl. 19.00-20.00. Her vil jeg introducere nogle af de værktøjer i funktionel medicin, som jeg selv har brugt. Du kan tilmelde dig ved at skrive til annikasmith@mail.com senest den 2. januar 2024. Skriv ”tilmelding” i emnefeltet samt dit fornavn, efternavn og kontaktinfo i mailen. Du vil få tilsendt et Zoom-link til del-tagelse dagen før kurset. 

Jeg håber, at vi ses.

Kærlig hilsen

Annika Smith