En ung kvinde i starten af 20-års alderen er blevet indlagt på hospitalet. Hun har taget 14 kg på over det seneste års tid, så BMI’et har sneget sig op på 38, men hun er i øvrigt sund og rask. Indtil nu. Kvinden er igennem flere måneder dagligt vågnet med en ny slags hovedpine, der sidder i baghovedet og stråler om bag øjnene. Den er slem – og bliver værre, når hun er fysisk aktiv. Hun har kvalme, har enkelte gange kastet op og er lysfølsom. Hendes læge mener, det må være migræne. Indimellem kommer der anfaldsvis svimmelhed, hun kan høre sin egen puls i øret og når hun bukker sig forover, kan det sortne kortvarigt for øjnene. Da synet bliver tiltagende sløret, går hun til optiker – måske hun skal have justeret styrken i sine briller? Optikeren tager et foto af kvindens øjenbaggrund. Noget er galt. Optikeren gør et opkald til en øjenlæge. Denne bekræfter mistanken: Synsnerverne er ’hævede’. Kvinden bliver indlagt på en neurologisk afdeling samme dag. En øjenlæge på hospitalet finder hendes synsfelt plettet af sorte plamager, hvor synet er forsvundet. I de følgende dage får hun taget blodprøver, scannet hjernen og lavet en lumbalpunktur. Her føres en tynd nål gennem lænderyggen ind i rummet, hvor hjernevæsken befinder sig. Derved fås et mål for væsketrykket i hjernen, da der er direkte forbindelse hertil. Undersøgelserne er normale – bortset fra hjernevæsketrykket, som er svært forhøjet.

Da der udtømmes hjernevæske, oplever kvinden øjeblikkelig lindring af hovedpinen og opklaring af både syn og tanker. Kvinden får diagnosen Idiopatisk Intrakraniel Hypertension, sættes i medicinsk behandling og starter et vægttabsforløb. Måneder senere har hun tabt 7 kg. Synsfunktionen er i bedring og medicinen kan forsigtigt trappes lidt ned. Hovedpinen generer stadig. Men det var ikke migræne.

 Migræne er en særdeles hyppig hovedpineform, der rammer flere kvinder end mænd, og ofte debuterer i ungdommen. Hovedpinen kan forudgås eller ledsages af synsforstyrrelser. Overvægt er ligeledes blevet særdeles hyppig, også i Danmark, med en forekomst på godt 53% i den voksne befolkning, og hos knap hver femte i form af svær overvægt. Vi ved, at der er en forbindelse mellem overvægt og hovedpine; overvægt er fx en risikofaktor for at migræne bliver kronisk. I sjældne tilfælde er en migræne-lignende hovedpine en forklædning af anden alvorlig sygdom. Dette gælder den relativt sjældne sygdom Idiopatisk Intrakraniel Hypertension (IIH), som populært sagt betyder ”for højt tryk i kraniet uden kendt årsag”. Denne mystiske sygdom rammer stort set udelukkende unge kvinder i 20-40-årsalderen som er overvægtige, ikke sjældent i slipstrømmen af en nylig vægtøgning. Der er således en klar sammenhæng mellem overvægt og IIH. Sygdommen indebærer en alvorlig risiko for varig synsnedsættelse, da det forhøjede tryk i kraniet trykker på synsnerverne og kan give ’hævelse’, såkaldt papil-ødem. Fordi synsskaderne oftest udvikler sig i periferien af synsfeltet og svarende til den fysiologiske ’blinde plet’, som vi alle har, kan det gå ubemærket hen i længere tid, inden det opdages. De øvrige diffuse symptomer fejltolkes ofte med god grund som anden mere hyppigt forekommende sygdom. Det er dog vigtigt at opdage og behandle sygdommen i tide, inden der sker varig skade på synsnerverne. Samtidigt er det vigtigt ikke at overdiagnosticere, hvorfor håndteringen bør foregå på højt specialiseret niveau, hvor øjenlæger og neurologer har et tæt samarbejde og har opbygget erfaring og kompetence.

Men hvorfor går det galt for lige netop denne minoritet af unge kvinder med overvægt, når så mange kvinder med overvægt aldrig udvikler sygdommen? Selvom forekomsten af IIH er i stigning parallelt med befolkningens BMI, er det fortsat en relativt sjælden sygdom. Vores forståelse af regulationen af væsketrykket i kraniet er endnu meget begrænset. Danner patienter med IIH for meget hjernevæske eller fjernes der for lidt? Skyldes det høje hjernevæske-tryk ændringer i hjernevævets eftergivelighed, måske fordi hjernevæskens flow er forstyrret? Et studie har antydet, at patienter med IIH har dys-fungerende fedtceller, der opfører sig anderledes end ved almindelig overvægt. Fedtvæv er en aktivt væv, inflammatorisk, immunologisk, metabolisk og hormonelt, og kan påvirke kroppens øvrige organer inklusive hjernen. Måske har fedtvævets placering i kroppen betydning – er det primært ophobet i underhuden eller omkring de indre organer i bughulen? Det tyder også på, at hormonprofilen er afvigende hos patienter med IIH, bl.a. er det mandlige kønshormon, testosteron, øget i både hjernevæsken og blodet. Der foregår formentlig en kompleks metabolisk og hormonel forstyrrelse, som influerer på hjernevæsketrykket, men hvad der er hønen og ægget, og hvordan det hele hænger sammen, vides endnu ikke. Vi forsker i mekanismerne på Dansk Hovedpinecenter, dels ved hjælp af en rottemodel, men også patienter med IIH hjælper os på vej ved at deltage i vores projekter.

Effekten af den aktuelle medicinske behandling er sparsomt efterprøvet og opleves for de fleste patienter at være ledsaget af generende bivirkninger. I svære tilfælde med akut synpåvirkning kan man være nødt til at operere. Det, som virkelig kan bringe kontrol over sygdommen, er et betydeligt vægttab, hvilket generelt er svært at opnå. Ved såkaldt bariatrisk kirurgi, hvor overvægtige patienter får opereret mavesækken med henblik på vægttab, skyldes effekten primært, at patienternes eget hormon-respons på fødeindtag ændres. Efter operationen sker allerede få dage senere automatisk en øget udskillelse af det naturlige tarm-hormon GLP1 (Glukagon-lignende peptid 1) ved fødeindtag. GLP1 har en række hensigtsmæssige effekter på bugspytkirtel, lever og blodsukker, men virker også i hjernen, bl.a. i centret hypothalamus, der regulerer hormoner, kropstemperatur, appetit og fødeindtag. Her dæmper GLP1 appetitten. Måske er der flere ukendte virkningsmekanismer; om det inkluderer regulation af hjernevæsken er endnu uklart.

Der er udviklet medicin, som ligner GLP1 og har samme effekter. På denne måde imiteres fedme-operationen på en skånsom ikke-invasiv måde – i form af ugentlige injektioner i underhuden. Medicinen er oprindeligt udviklet til at behandle sukkersyge, men viste sig også at medføre betydelige vægttab – større end hvad man kan opnå med livsstil-ændringer. Medicinen er derfor nyligt godkendt til behandling af overvægt og på hylderne på de danske apoteker.

Vi undersøger aktuelt på Dansk Hovedpinecenter, om behandling med denne GLP1-medicin kandiderer som fremtidig behandlingsmulighed for patienter med IIH. Før vi kan ændre behandlingspraksis, må vi efterprøve, om GLP1 tolereres i den aktive fase af IIH-sygdommen i kombination med den tryksænkende behandling, og om det virker bedre, end vores aktuelle vægttabs-strategi. Denne består i vejledende samtaler med en diætist med henblik på livsstilsændringer. Det er helt afgørende at kunne sammenligne med en gruppe patienter, som ikke får GLP1. Halvdelen af projektdeltagerne behandles derfor efter helt gængs standard. Alle patienter følges tæt. Vi evaluerer på størrelsen af vægttab, hvor meget hjernevæske-trykket falder, fedtfordelingen på kroppen inklusiv i leveren samt en række øjenundersøgelser, hvis mål er at påvise for højt tryk i hjernen uden at lave en lumbalpunktur, som kan være en ubehagelig procedure. Vi gemmer også hjernevæske, blod og urin for at undersøge biomarkører for sygdommen. Helt ny-diagnosticerede patienter med IIH tilbydes forløb i projektet. Vi modtager gerne patienter fra hele landet, når diagnosen stilles eller bekræftes på Dansk Hovedpinecenter eller Neurologisk afdeling på Odense Universitetshospital. Der pågår aktuelt et lignende forskningsprojekt i udlandet.

Det bliver spændende og afgørende at evaluere, om GLP1 skal have en plads i behandlingen af IIH i fremtiden. Og om det lykkes at få IIH anerkendt som en sygdom afledt af overvægt, da dette vil have betydning for muligheden for tilskud til den aktuelt meget dyre vægttabsmedicin. IIH er desværre en sygdom, der savner effektiv, veltolereret og evidensbaseret behandling. Behandling, der kan redde synet, men også håndtere den invaliderende persisterende hovedpine, som halvdelen af patienterne oplever trods heling af synsnerverne. Dette efterstræber vi at ændre på.

Historien i begyndelsen er opdigtet, men inspireret af virkelige patientforløb.