Forstå din hovedpine

Foredraget om smerter er også for pårørende.

Smerte er kroppens advarselssignal om at der er ved at ske skade på vores krop. Den passer på os, så vi ikke lader hånden ligge på den varme kogeplade. Når smerten bliver kronisk, som ved spændingshovedpine og migræne, har den ikke længere denne funktion. Men hjernen er psykologisk set stadig i beredskab.

Når man lever med en kronisk smertesygdom er det vigtigt at forstå smertens funktion og psykologi. Herigennem åbner der sig nemlig muligheder for at arbejde med sit forhold til smerten og de følger smerten ofte fører med sig. 

Det kan være følger som hukommelsesbesvær, angst og isolationstrang samt udfordring­er i familien og med arbejdsevnen. 

På foredraget ”Forstå og håndter din hovedpine” vil du få: 

• viden om smertens funktion og biologi

• en introduktion til en psykologisk forståelse af smerte

• tips og tricks til at håndtere livet med smerter og hovedpine.

Det kan være svært at være pårørende til en patient med smerter og hovedpine For de pårørende er viden om smerte og de følger der kan tilstøde vigtig, for at kunne støtte den smerteramte. Derfor er foredraget også henvendt til dem der lever med en der har hovedpine og smerter. 

Foredragsholderen, Laila Bendix, er læge, forsker og kognitiv terapeut. Laila arbejder på Smertecenter Syd på Odense Universitets­hospital, hvor hun til dagligt underviser i smertehåndtering. Derudover er Laila aktiv i patientforeningerne (tidligere bestyrelsesmedlem i Migræne & Hovedpineforeningen), noget hun brænder for idet hun selv har levet med migræne i over 25 år.

Kurset afholdes i Kolding Kommunes Uddannelsescenter også kaldet KUC mødelokale 106, Ågade 27,  6000 Kolding ca. 750 m fra banegården.  

Kurset er inkl. et let traktement.
Pris for medlemmer kr. 50,-
Ikke medlemmer kr. 75,-.

Tilmelding på post@hovedpineforeningen.dk senest den 2. november 2017.

Gå tilbage